|
|
|
|
 |
Danidas oplysningsbevilling - kontinuitet og fornyelse i dansk u-landsoplysning Bind I2 OPLYSNINGSBEVILLINGENS FORMÅL, STØRRELSE OG FORDELING BLANDT ANSØGERE 2.1 Oplysningsbevillingens baggrund og formål I "Lov nr. 297 om Internationalt Udviklingssamarbejde af 10. juni 1971" §10 hedder det: "Med henblik på at udbrede kendskabet til og skabe forståelse for udviklingslandenes problemer og for betydningen af dansk deltagelse i det internationale udviklingssamarbejde kan Udenrigsministeren iværksætte eller yde statstilskud til virksomhed med dette formål". I følge bemærkningerne til lovforslaget er formålet med oplysningsarbejdet at medvirke til at skabe aktiv interesse for og mulighed for indleven i udviklingslandenes problemer. Selv om det ikke skrives direkte, er der næppe tvivl om, at denne paragraf er sat ind i loven for at bidrage til at opnå folkelig opbakning til et relativt højt niveau af dansk u-landsbistand. Behovet herfor blev klart allerede i løbet af anden halvdel af 1960'erne. Forfatteren Hans Jørgen Lembourn, der dengang var medlem af Folketinget for Det Konservative Folkeparti, skrev i dagbladet Information den 11. maj 1966 "Man har ikke formået at skabe en informationskampagne, som nåede ret meget ud over det romantiske. De hidtil anvendte former for ulandsindsats er uigennemskuelige for befolkningen og vækker derfor en almindelig skepsis om, at pengene spildes, forsvinder i korruption, etc." Lembourns indlæg kom som en reaktion på en Gallupundersøgelse, som viste, at tilslutningen til 1%-målet var dalet fra 40% i 1965 til 33% i 1966, mens modstanden var øget fra 30% til 43%. I marts 1967 udtalte minister Sølvhøj, som havde fået ulandsbistanden som en del af sit resortområde, til Kristeligt Dagblad: "Staten må gå i spidsen for at skabe denne forståelse. Staten og hver eneste af de politiske partier må være med til at overbevise befolkningen om, at dette u-landsengagement er vor pligt i en verden, hvor vi hører til blandt de endog meget rige". Gallupchoket, som næppe var et retvisende udtryk for befolkningens offervilje i denne periode,og politikernes engagement bidrog formentlig til at regeringen besluttede at satse mere på ulandsoplysningen i Danmark: rejsestipendiatordningen blev etableret i 1967; det daværende Danida (TA-sekretariatet) fik sin egen informationsafdeling i 1968 og Mellemfolkeligt Samvirke fik sit offentlige tilskud til ulandsoplysning betydeligt udvidet således at MS i 1971 havde 20 informationsmedarbejdere. Oplysningsbevillingen har således i mange år været brugt som et instrument for regeringen til at engagere brede dele af det danske samfund i det ulandsoplysende arbejde. Der er flere tusinde mennesker, som hvert år arbejder med gennemførelsen af ulandsoplysende projekter, som er finansieret af Oplysningsbevillingen. I mange år har det langsigtede mål med oplysningsbevillingen været "at sikre oplysning om udviklingsproblematikken en vedvarende og selvfølgelig plads i den generelle oplysnings- og undervisningsvirksomhed, der udføres af organisationer, institutioner, skoler og massemedier". Oplysningsbevillingen er vokset støt - i nogle år proportionelt med stigningen i ulandsbistanden. I Udenrigsministeriets budget for1998 er der således afsat 24 millioner kroner til dette formål. Ved tildelingen af midler "lægges vægt på at sikre et alsidigt, holdningspræget og engagerende oplysningsarbejde.... Støtte til initiativer, der henvender sig til nye kredse i befolkningen og støtte til utraditionelle informationsformer og aktiviteter prioriteres højt ved fordelingen. 2.2 Oplysningsbevillingens størrelse De offentlige midler, der anvendes til ulandsoplysning i Danmark, er steget meget betydeligt de seneste 15 år. Tabel 2.1 "Danmarks ulandsbistand og statslige udgifter til ulandsoplysning i Danmark 1984-1998" viser, at de samlede statslige udgifter til ulandsoplysning er steget fra 8 mill Dkr. i 1984 til 48 mill. Dkr. i 1998. Der er således sket en seks-dobling af udgifterne til ulandsoplysning, mens selve ulandsbistanden kun er fordoblet 2,5 gang i samme periode. Tabel 2.1 Danmarks ulandsbistand & statslige udgifter til ulandsoplysning i Danmark 1984-1998 (i mio. danske kroner)
Som det fremgår af tabellen er Danidas Oplysningsbevilling steget fra 6 til 24 mill Dkr. i perioden, men det er især den udvikling, som har fundet sted i Udenrigsministeriets eget budget for information om Danmarks samarbejde med ulandene samt den mulighed, som de projektbærende organisationer fra 1991 fik for at søge midler til projektrelateret oplysning i Danmark, der betyder, at der er sket en meget kraftig stigning i de offentlige midler, der sammenlagt er til rådighed for dette formål. Dertil kommer, at en række humanitære organisationer, f.eks. Folkekirkens Nødhjælp og Røde Kors, anvender mange private midler til at finansiere ulandsoplysning og indsamlingskampagner. Resultater af Gallups undersøgelser af danskernes indstilling til at Danmark 1% af bruttonationalproduktet i ulandshjælp er medtaget i denne tabel. Det kan konstateres at der er sket en betydelig stigning i den andel af befolkningen, der er positive overfor dette spørgsmål, hvis man sammenligner midten og anden halvdel af 1980'erne, hvor Danmark endnu ikke var nået op på dette niveau, med midten og anden halvdel af 1990'erne, hvor vi har nået dette mål. Denne rapports kapitel 3 har en lidt mere udførlig omtale og vurdering af de opinionsundersøgelser, som er gennemført om danskernes indstilling til ulandsbistanden, men evalueringen anser det ikke for muligt at opstille årsags- virkningshypoteser på dette område. Oplysningsbevillingens størrelse og dens finansiering har ikke været genstand for nogen særlig intensiv debat i de senere år. Tidligere blev det ofte fremført, at bevillingen var for lille. I en årrække, mens ulandsbistanden steg mest i 1980'erne, var stigningstakten proportionel med stigningen i u-landsbistanden. Siden 1%-målet blev nået i 1992 har den gennemsnitlige årlige stigning i oplysningsbevillingen ligget over stigningen i BNP. Det er som om presset gik af bevillingen med denne stigning og ikke mindst da mulighederne for at søge midler til projekt- og programrelateret ulandsoplysning opstod. Store organisationer, som f.eks. Ibis og Folkekirkens Nødhjælp, der potentielt kunne gå ind og blive skarpe konkurrenter til andre ansøgere om midlerne fra Oplysningsbevillingen, har i vid udstrækning valgt at benytte sig af denne finansieringsmodel. Tidligere lagde mange toneangivende organisationer vægt på at udgifterne til oplysning i Danmark ikke måtte tages af de midler, der var afsat til ulandsbistand. Denne argumentation fremføres stort set ikke længere. Forholdet mellem Oplysningsbevillingen og de mange midler, der er afsat til katastrofe og international miljøbistand, den såkaldte MIKA-bevilling, har heller ikke påkaldt sig den store interesse. 2.3 Oplysningsbevillingens anvendelse Omkring halvdelen af Oplysningsbevillingen tildeles de konsulentbærende organisationer, der får et fast løntilskud samt tilskud af varierende størrelse til konkrete oplysningsaktiviteter samt til Mellemfolkeligt Samvirke, som har en rammeaftale med Udenrigsministeriet vedrørende det tilskud, som organisationen modtager til dens ulandsoplysende arbejde. Styrker og svagheder ved henholdsvis ulandskonsulentordningen og rammeaftalen med MS behandles mere udførligt i særskilte afsnit i rapportens kapitel 5. Tabel 2.3 er en oversigt over Oplysningsbevillingens anvendelse, som er udarbejdet på grundlag af de opgørelser, som er modtaget fra Udenrigsministeriet. Som det fremgår af Tabel 2.2 og Tabel 2.3 samt den grafiske fremstilling nedenfor har der indenfor de seneste to år været en tendens til at konsulent- og rammeaftaleorganisationernes andel af den samlede bevilling er svagt faldende. Med undtagelse af Landbrugsrådet, som fik Dkr. 200.000,- mere i 1998 sammenlignet med 1997, og Mellemfolkeligt Samvirke, som fik en halv million ekstra (særbevilling til biblioteket), så har Oplysningsudvalget for 1998 besluttet at fastfryse beløbene til disse organisationer på 1997-niveauet eller lidt lavere. Langt hovedparten af de fællesansøgninger, der er medtaget i denne oversigt, vedrører imidlertid projekter, som disse organisationer er ansvarlige for. Dette er baggrunden for, at det fortsat er rimeligt at observere, at "omkring halvdelen" af den samlede bevilling anvendes af disse organisationer. Tabel 2.2 Hovedkategoriers andele af den samlede bevilling.Procent.
Figur 2.1 Hovedkategoriers andele af den samlede bevilling Tabel 2.3 Oversigt over Oplysningsbevillingens anvendelse 1994-1998. Danske kroner. Rejsestipendier ydes til enkeltpersoner bosiddende i Danmark, som kan dokumentere, at den viden og de materialer, der indsamles på rejsen, vil blive brugt til konkrete oplysningsaktiviteter. Rejsestipendie-ansøgere søger ikke om et bestemt beløb, men om et standardrejsestipendium til det anførte land. Der ydes også i stigende omfang rejsestipendier til personer fra ulande, som inviteres til Danmark på kortvarige besøg for at deltage i oplysningsaktiviteter. Rejsestipendiernes andel af den samlede bevilling ligger relativt stabilt på lidt under 10 procent. 2.4 Ansøgerfeltet og fordelingen af tilskud Udenrigsministeriet modtager hvert år ansøgninger om tilskud fra Oplysningsbevillingen fra 150-200 organisationer og 350-400 enkeltpersoner, hvoraf langt hovedparten vedrører rejsestipendiater. Ansøgerfeltet dækker et bredt udsnit af den danske befolkning. Figur 2.1 Antal ansøgninger fordelt på organisationer og enkeltpersoner
Det fremgår, at der modtages et stort, men faldende antal ansøgninger fra enkeltpersoner. Opgørelsen her vedrører ikke rejsestipendier, men andre former for oplysningsprojekter. Den anden store gruppe af ansøgninger kommer fra venskabs- og solidaritetsforeninger. Der er mellem 20 og 30 ansøgninger fra bistandsorganisationer, faglige organisationer og interesseorganisationer. Der er også en del ansøgninger fra børne- og ungdomsorganisationer, kvindeorganisationer og kirke-relaterede organisationer, mens der er meget få ansøgninger fra politiske organisationer, professionelle produktionsselskaber, skoler og voksenundervisningsinstitutioner. Hvis vi nu ser på de beløb, der ydes i tilskud til de samme kategorier af organisationer og enkeltpersoner, er der tale om en noget anden udvikling. Figur 2.2 Fordeling af tilskud på forskellige kategorier af ansøgere Det fremgår, at bistandsorganisationerne får de fleste midler, mens venskabs- og solidaritetsforeninger, der indsender flere ansøgninger, får en mindre del af den samlede bevilling. Derimod er det kun - når vi ser bort fra rejsestipendierne - en lille del af bevillingen, der anvendes til enkeltpersoners oplysningsprojekter. Der er ganske få fællesansøgninger, men de modtager relativt store tilskud. Det er især store organsationer, typisk MS, der går sammen med andre store, små og mellemstore organisationer, for at gennemføre oplysningsprojekter, som ofte er relativt omfattende. Der er i alt bevilget næsten 1 million Dkr til "decentrale puljer", der er placeret hos MS, de konsulentbærende organisationer samt DGI. De anvendes til helt små oplysningsprojekter, som gennemføres af medlemsorganisationer og enkeltpersoner. Når man vurderer ansøgerfeltet, ser man, at der er visse grupper i det danske samfund, der ikke er repræsenteret. Det drejer sig blandt andet om de ældre. Hverken de ældres paraplyorganisationer (f.eks. "Ældresagen") eller mere decentrale organisationer (f.eks. pensionistklubber eller ældreråd) er repræsenteret blandt ansøgerne. Der er heller ikke organisationer blandt ansøgerne, der specifikt henvender sig til den store gruppe af højt uddannede danskere. Der er andre dele af organisations-Danmark, hvor det hidtil ikke er lykkedes at mobilisere synderlig interesse for ulands- oplysningen. Det gælder erhvervsorganisationerne, og en del af de store fritidsorganisationer, f.eks. Danmarks Naturfredningsforening, DIF og de fleste oplysningsforbund. Blandt ansøgerne om rejsestipendier, er der sket nogle ændringer, som afspejler sig i Figur 2.3. Figur 2.3 Rejsestipendieansøgernes faglige baggrund Journalisterne er ikke længere den helt dominerende gruppe. Der er ligeså mange ansøgere fra undervisere og personer, der er knyttet til organisationerne. Antallet af ansøgninger, der vedrører "omvendte rejsestipendier" er også steget, men det er fortsat tale om en mindre gruppe. Udenrigsministeriet har udarbejdet et lille notat "Kriterier og arbejdsprocedurer ved tildeling af Danidas rejsestipendier", som udsendes som vejledning til personer, som ønsker at søge et rejsestipendium. Det ser ud som om danske organisationers interesse for oplysningsbevillingen er dalende. Ihvertfald er der et fald i antallet af organisationer, der søger om midler fra oplysningsbevillingen, hvis man sammenligner årene 1997 og 1998 med årene 1995 og 1996 således som det fremgår af Tabel 2.4.
Der er også et fald i antallet af nye organisationer i ansøgerfeltet, hvilket naturligvis er bekymrende henset til, at staten - som det fremgår af retningslinierne for Danidas Oplysningsbevilling - ønsker at give høj prioritet til "initiativer, der henvender sig til nye kredse i befolkningen". Hvis man ser på tilsvarende tal for ansøgninger fra enkeltpersoner fremstår der et lidt andet billede. Antallet af ansøgninger fra enkeltpersoner, som ikke vedrører rejsestipendier, har været relativt stabilt, med en nedadgående tendens for 1998. Her er der derimod en meget høj andel af ansøgere, der ikke tidligere har fået tilskud fra Oplysningsbevillingen. Tabel .5 Antal enkeltpersoner, som søger midler fra Oplysningsbevillingen
75% af alle ansøgninger fra enkeltpersoner opnår ikke tilsagn om tilskud. Nogle af dem bliver henvist til at søge et rejsestipendium, men der er alligevel tale om en høj afslagsprocent. Der synes således at være et behov for at give enkeltansøgere, der har vist interesse for at deltage i det ulandsoplysende arbejde, en bedre rådgivning hvad angår tilrettelæggelse af oplysningsprojekter og udarbejdelse af ansøgninger. Figur 2.4 viser, at antallet af ansøgninger, som får tilsagn om støtte, har været nogenlunde stabilt. Derimod er der indenfor de seneste to år sket et fald i ansøgninger, som får afslag. Figur 2.4 Antal ansøgninger: Afslag og tilsagn Sammenholdt med tidligere er det således en større andel af det samlede antal ansøgninger, som modtager tilsagn om støtte. Det kan naturligvis skyldes, at de oplysningsprojekter, som foreslås generelt er blevet bedre, men det er nok mere sandsynligt, at det hænger sammen med, at der er blevet flere midler til rådighed for ulands- oplysningen samtidig med at antallet af ansøgninger er faldet. 2.5 Oplysningsbevillingens betydning for organisationernes ulandsoplysende arbejde For at belyse den betydning, som Oplysningsbevillingen har for forskellige organisationers ulandsoplysende arbejde blev der udsendt et spørgeskema, hvor de bliver spurgt om: i) hvor stor en del af deres samlede udgifter til ulands- oplysning der er blevet finansieret gennem tilskud fra Danidas oplysningsbevilling, ii) hvor meget frivillig arbejdskraft der er blevet brugt i forbindelse med ulands- oplysnings aktiviteter, iii) hvilken type aktiviteter organisationen har udført finansieret af Oplysningsbevillingen og iv) hvilke aktiviteter der er blevet udført finansieret på anden vis og om hvorvidt disse aktiviteter adskiller sig kvalitativt fra dem finansieret af oplysningsbevillingen. Tabel 2.6 giver en oversigt over 17 organisationers svar på en del af disse spørgsmål Tabel 2.6 Oplysningsbevillingens betydning for organisationerne
Det er lidt over halvdelen af de anførte organisationer, der svarer, at tilskud modtaget fra Danidas Oplysningsbevilling udgør den grundlæggende finansieringskilde for deres ulands- oplysning. Det gælder især for KULU og DGI, men også, omend i mindre grad, for Kirkernes Ulands- oplysning, FN-forbundet og Landbrugsrådet. De midler, som Udenrigsministeriet stiller til rådighed for projekt- og programrelateret oplysningsarbejde, spiller en stor rolle for en del - både store og små - projektbærende organisationer. Der er relativt mange, der anfører Tipsmidlerne blandt andre primære kilder til finansiering af det ulandsoplysende arbejde. Der er meget store midler til rådighed i EU til ulands- oplysning, men blandt de adspurgte er det kun store, ressourcestærke, internationalt orienterede organisationer (DUF, AIF og IBIS), der anfører EU blandt de andre primære kilder. Det er ikke muligt at vurdere Oplysningsbevillingens katalyserende virkning for opnåelse af andre tilskud til ulands- oplysning på baggrund af det materiale, som kom ind ved hjælp af spørgeskemaerne. Organisationerne samarbejder indbyrdes og samfinansierer en del produktioner, hvilket naturligvis hjælper med til at holde omkostningerne nede. Det er kun en enkelt af organisationerne "Cykler til Senegal", der anfører lokale ressourcer som en vigtig kilde til financiering af ulands- oplysningen. Der er ikke noget, der tyder på at et grundbeløb fra Oplysningsbevillingen anvendes som udgangspunkt for at mobilisere lokale tilskud eller sponsorstøtte. Mellemfolkeligt Samvirke finansierer omkring 40 procent af det ulandsoplysende arbejde med indtægter ved salg af oplysningsmateriale. Det gælder især indtægten fra salg af bøger og abonnementer på tidsskrifter. MS er således den eneste af organisationerne, der har indført et betydeligt element af brugerfinansiering af organisationens ulands- oplysning. Selv om salgsindtægterne således er større end tilskuddet fra Oplysningsbevillingen, konstaterer MS alligevel, at det er denne bevilling, der er den grundlæggende finansieringskilde. Opgørelsen af "egetbidraget" i form af "frivillig arbejdskraft" varierer betydeligt fra organisation til organisation. Der findes ikke en ensartet metode til at foretage en sådan opgørelse, hvorfor oplysningerne her kun kan anses for at være organisationernes bedste skøn. Der er ingen sammenhæng mellem organisationernes størrelse, Oplysningsbevillingens andel af de samlede udgifter til ulands- oplysning og mængden af ulønnet arbejde. Med få undtagelser, især KULU, DMS, Ibis og Nepenthes, ligger det ulønnede arbejde på et relativt lavt niveau. Næsten alle de adspurgte organisationer gennemfører ulandsoplysende arbejde, som ikke er finansieret af Oplysningsbevillingen. Når organisationerne selv finansierer oplysningsarbejdet kan det skyldes, at materialet er for politisk, personligt eller knyttet til en snæver målgruppe eller en meget konkret aktion, f.eks. en indsamling. | ||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
