Den aktuelle sikkerhedssituationSiden august 2008 har der været politisk motiverede demonstrationer af varierende styrke i Bangkok og enkelte andre steder i Thailand. I forbindelse med sådanne demonstrationer kan der være risiko for uroligheder. En særlig sikkerhedslovgivning, som giver politi og militær udvidede beføjelser til opretholdelse af ro og orden, er i kraft i Bangkok samt visse distrikter i naboprovinserne fra 11.-23. marts 2010.Der er varslet store demonstrationer i Bangkok i midten af marts 2010, særligt den 14. marts 2010. Det forlyder endvidere, at oppositionen vil søge at samle deres tilhængere på 6 forskellige lokaliteter i Bangkok fra fredag den 12. marts. De 6 annoncerede lokaliteter er som følger: Prap Khabot Monument i Lak Si, Thung Song Hong politistation, Bang Na, Lumpini Park, Din Daeng og King Taksin Monument i Wong Wien Yai. Desuden vil der være forsamlinger i følgende 4 forstadsområder: Nonthaburi Provincial Office, Samut Prakarn Provincial Office, samt Pathumthani Province Klong 3 og 4.De annoncerede demonstrationer forventes at ville omfatte centrale dele af Bangkok, mens hoveddemonstrationen vil foregå på Sanam Luang-pladsen. Derfra ventes demonstrationen at brede sig via Ratchadamnoen og Phan Fah Bridge til Royal Plaza. Det kan ikke fuldstændig udelukkes, at også den internationale lufthavn, Suvarnabhumi samt dennes til- og frakørselsveje vil blive omfattet. Demonstrationer i andre byer end Bangkok kan heller ikke udelukkes.
Grundet den sikkerhedsmæssige risiko i forbindelse med demonstrationerne samt de forventede trafikale problemer i Bangkok, anbefales rejsende at holde sig på afstand af de steder hvor der er større forsamlinger og demonstrationer, særligt i ovennævnte centrale områder af byen. Ved ophold i den populære Khaosan-gade bør der udvises forsigtighed idet denne ligger i umiddelbar nærhed af demonstrationens forventede hovedområde.Rejsende, ikke mindst i Bangkok, bør generelt holde sig væk fra demonstrationer og større forsamlinger samt følge situationen lokalt via medierne og danske eller lokale rejsearrangører. Generelt bør rejsende være opmærksomme på risiko for voldelige sammenstød, herunder bombeeksplosioner og skudepisoder, særligt i og omkring områder, hvor der opstår demonstrationer. Kort over det centrale Bangkok findes her.
Terror i Thailand Der er en vis terrorrisiko i Thailand, og rejsende opfordres til at udvise agtpågivenhed særligt hvor mange mennesker færdes samt i nærheden af regerings- politi- og militærbygninger. Sikkerhedsforanstaltninger i Bangkok omfatter bl.a. bagagechecks ved undergrundsbanen og skytrain, indkøbscentre og supermarkeder samt udbredt anvendelse af overvågningskameraer. Affaldsspande er mange steder blevet erstattet med gennemsigtige plastikposer.
Terrorrisikoen understreges efter de vedvarende terrorangreb i de sydlige provinser Songkhla, Narathiwat, Yala og Pattani. Alle rejser, der ikke er nødvendige, til og igennem disse provinser frarådes.
Situationen i de thailandske provinser Hvert år finder et betydeligt antal bombesprængninger og likvideringer sted i Thailands sydlige provinser på grænsen til Malaysia (Songkhla, Narathiwat, Yala og Pattani). Hidtidige bombeangreb har især været rettet mod myndighedspersoner og politi eller militær, men der er også i stigende omfang tale om angreb rettet mod den lokale civilbefolkning i form af bombesprængninger i bl.a. Hat Yai internationale lufthavn, i butikker og stormagasiner, på markedspladser, i banker samt ved turisthoteller og barer med dræbte og sårede til følge. Alle rejser, der ikke er nødvendige, til og igennem de sydlige provinser Songkhla, Narathiwat, Yala og Pattani frarådes.
Grænsen til Cambodja Thailand og Cambodja er parter i en langvarig grænsestrid omkring et mindre landområde på 4,6 km2 nær Preah Vihear-templet. Situationen omkring templet er ustabil med troppekoncentrationer på begge sider af grænsen. I oktober 2008 førte konflikten til skudvekslinger mellem cambodjanske og thailandske tropper dels i området omkring Preah Vihear-templet (Sri Sa Ket-provinsen), dels nær det mindre kendte tempel Prasat Sadok Kok Thom (Sa Kaeo-provinsen). Rejser til områderne omkring disse templer, der ikke er nødvendige, frarådes.
Forholdet mellem Thailand og Cambodja er generelt anspændt og har undergået en nylig forværring som følge af politiske uoverensstemmelser. Civile uroligheder i grænseområderne som følge af politiske demonstrationer vendt mod den anden part er en risiko. Problemer med grænsepassage og i værste fald skudvekslinger mellem de to landes væbnede styrker kan heller ikke udelukkes. Rejser tæt ved og henover landegrænsen bør gennemføres med forsigtighed, og rejsende opfordres til at sætte sig ind i den lokale situation.
Grænsen til Burma Situationen er fortsat ustabil langs visse strækninger af den burmesiske grænse, som følge af væbnet konflikt mellem centralmagten og oprørsgrupper inde i Burma. Rejsende bør udvise forsigtighed i disse områder. Det anbefales, at rejsende, der ønsker at besøge afsidesliggende områder og områder langs grænsen, forinden forhører sig om den aktuelle situation i området hos de lokale myndigheder.
Trafiksikkerhed og leje af køretøjerAlvorlige trafikuheld forekommer ofte i Thailand, og kørsel betragtes generelt som risikofyldt, herunder særligt brug af motorcykel og ”tuktuk’er”. Rejsende, der benytter taxa, bør kun anvende registrerede taxaer med gule nummerplader eller limousineservice, da der har været overfald på udlændinge, der har benyttet uregistrerede taxaer. Kørsel om natten udenfor de større byer frarådes.
Styrthjelm er påbudt i Thailand både for fører og passagerer (også på motorcykeltaxa). Mange udlændinge, herunder danskere, kommer hvert år alvorligt til skade i trafikken i Thailand, særligt pga. manglende brug af styrthjelm.For lovligt at leje bil og motorcykel kræves internationalt kørekort. Der har været flere alvorlige ulykker med motorcykler og vandscootere/jet ski i Thailand, hvor udlændinge er blevet tilbageholdt eller fængslet, indtil straffe- og evt. erstatningssager er afsluttet. Det er meget vigtigt at sikre sig, at forsikringsforholdene er i orden. Se afsnit om forsikring nedenfor.
KriminalitetVoldelige overfald på udenlandske, herunder danske, turister er ikke almindelige i Thailand, men forekommer. Der er oftest tale om forbrydelser i forbindelse med røveri eller forsøg på røveri, prostitution, afpresning, hævnakter og slagsmål under indflydelse af alkohol eller narkotika. De mest udsatte områder for sådan kriminalitet synes at være Pattaya og Koh Samui. Danske turister i disse områder opfordres derfor til at udvise særlig agtpågivenhed.Rejsende bør være opmærksomme på, at der i Thailand er hårde straffe for alle typer narkotikaforbrydelser. Selv besiddelse af meget små mængder narkotika kan give fængselsstraffe af mange års varighed og eventuelt dødsstraf.Det er i Thailand strafbart at udtale sig kritisk om kongefamilien og udøve andre former for majestætsfornærmelse. Brud på loven kan give fængselsstraffe af flere års varighed.
I åbne forretningsområder (f.eks. markeder og lufthavne) bør rejsende være opmærksomme på, hvornår de forlader én butik og går ind i den næste. Der har været tilfælde, hvor rejsende er blevet arresteret og anklaget for butikstyveri i Suvarnabhumi lufthavn i Bangkok, fordi de havde forladt én butiks område uden at have betalt for deres varer. Tyveri og forsøg herpå straffes hårdt i Thailand. Sådanne sager kan være langvarige og kan medføre, at den rejsende ikke kan hjemrejse som planlagt, ligesom de kan ende med idømmelse af bøde og/eller fængselsstraf. Rejsende bør tage kontakt til ambassaden i Bangkok eller en advokat, hvis man bliver anklaget for butikstyveri af politiet.
Rejsende bør ikke aflevere deres pas til tredjepart som sikkerhed for betaling til hoteller, udlejningsfirmaer etc. Endvidere bør rejsende opbevare deres pas på forsvarlig vis, da tyveri af pas er ganske udbredt.
Turister bør være varsomme med at anvende pengeskabe i de thailandske hotelværelser, idet ambassaden i Bangkok med mellemrum får orientering om, at pengeskabe er blevet brudt op i forbindelse med indbrud på hotelværelser. Almindeligvis yder hotellerne ikke erstatning for gæsters tab. Anvendelse af pengeskabe på hotelværelser sker på eget ansvar.
SundhedsforholdRejsende til de nordlige provinser bør netop nu være opmærksomme på smog, forårsaget af ris-bønders afbrændinger af stub-marker og skovarealer. Der meldes p.t. om helbredsskadelige værdier af luftbårne sodpartikler i følgende fem provinser: Chiang Rai, Nan, Lampang, Mae Hong Son og Phayao. Længerevarende udsættelse for smog kan føre til åndedræts-, hud- og øjenproblemer. I Chiang Rai fraråder sundhedsmyndighederne, at børn og ældre opholder sig udendørs.Dengue feber er udbredt i store dele af Thailand. Rejsende til Thailand henvises til Statens Serum Instituts hjemmeside (www.ssi.dk) for yderligere oplysninger om dengue feber og andre sygdomme i Thailand. VisumThailand indførte nye turistvisumregler pr. den 1. oktober 2006, som har konsekvenser for turister, der ønsker at opholde sig i Thailand i mere end 90 dage. Læs mere om reglerne her.
Forbliven i landet udover det givne visums gyldighed kan i værste fald resultere i indsættelse i immigrationsfængsel. ForsikringMere end 150.000 danskere besøger hvert år Thailand. De seneste år har der været en kraftig stigning i antallet af borgerservicesager så som tab og tyveri af pas og penge, hospitalsindlæggelser som følge af ulykker og sygdom, hjemsendelser og fængslinger.Udenrigsministeriet anbefaler derfor på det kraftigste rejsende til Thailand at tegne en rejse- og sygeforsikring. Forsikringen skal tegnes før afrejsen, og man bør sikre sig, at der er dækning for de aktiviteter (eksempelvis risikable sportsgrene, dykning, rafting, vandsport, herunder vandscootere/jet ski, speedbåde, vandski m.v.), som man planlægger at gennemføre i Thailand.
Rejsende bør være yderst forsigtige med at leje biler, motorcykler, vandscootere/jet ski, speedbåde og andre motordrevne transportmidler, da de lokale udlejningsfirmaer sjældent har skades- eller ansvarsforsikring. I tilfælde af skader eller ulykker vil lejeren blive gjort ansvarlig for reparation/erstatning af køretøjet samt risikere at skulle betale erstatning til eventuelle skadelidte, hvilket kan løbe op i meget store beløb. Man bør derfor som lejer sikre sig, at der er tegnet tilstrækkelig forsikring (skade og ansvar) i forbindelse med leje af sådanne transportmidler.Læs mere om rejseforsikring her.