Giv en "hund" til Afrika... Der er mere end 1 milliard mennesker i verden, som lever for mindre end 6 kr. om dagen. De mangler håb om en bedre økonomisk fremtid. Ikke mindst Afrika er hårdt ramt. Det bedste, vi kan give disse mennesker, er at skabe økonomisk vækst, så de selv kan trække sig ud af fattigdom.
Økonomisk vækst forudsætter vilje til forandring og mulighed for, at mennesker ved egen indsats kan forbedre deres levevilkår.
Iværksætterånden findes i mange af verdens fattigste lande. Men det er alt for besværligt at starte og udvide en privat virksomhed.
Bureaukrati og korruption er vækstens værste fjender. Jeg fik under en rejse for nylig til Tanzania et godt indtryk af de virkelige udfordringer. Et af de stærkeste indtryk fik jeg ved at tale med en fattig, men meget virksom bonde. Hans liv var en daglig kamp for at få mad på bordet. Der var ikke noget, bonden hellere ville end sikre sine børns fremtid. Han var fast besluttet på at skabe en god forretning og tjene penge. Han var en rigtig iværksætter.
Men når virksomme bønder får en god ide, kan de ikke bare gå ind i den nærmeste bank og låne penge til at føre idéen ud i livet. For der er ingen steder at få lån. Og hvis der endelig er lån at få, skal der betales renter på mindst 20%. Gode idéer bliver derfor næsten aldrig til virkelighed. Der mangler sparekasser og andelskasser.
Bankvæsnet er ikke indrettet på de små lånere - "tidrøvere", som de hedder i banksproget. De har ingen ejendomsret. De kan ikke stille sikkerhed for lån i deres hus og jord. – Som udtrykt af Tanzanias finansminister: De eksisterer ikke.
Bankerne foretrækker store lån til store kunder. Det er for dyrt at låne ud i mange små portioner. De fattige er også dårligt stillet af den simple grund, at de bor på landet - langt fra den nærmeste bank.
Alle disse ting bremser den økonomisk vækst. Det gælder ikke mindst i Afrika. Noget af det bedste, man kan gøre, er at yde små lån direkte til de fattige.
En mikrokredit på blot 500 kr. kan give en fattig familie nye muligheder. Det kan skabe frihed til at tænke på mere langsigtede forretninger. Det kan give præcis den hjælp, som den fattige bonde i Tanzania har brug for, så han kan føre sine idéer ud i livet.
De danske erfaringer viser, at næsten alle mikrokreditter betales tilbage, når de tilrettelægges rigtigt. I et dansk projekt i Tanzania er 98% af alle lån blevet betalt tilbage. Det er et tegn på stor ansvarlighed.
Erfaringerne viser, at særligt mikrokreditter til kvinder betaler sig. Fattige kvinder er gode betalere. De er vant til at holde hus med meget lidt. De ved, hvad et sultent barn på armen betyder, og at hver krone må forvaltes med fornuft.
Lånene kan styrke kvindernes stilling i familien og i samfundet. Kan en kvinde få mulighed for at tjene sine egne penge, vil hun også stå stærkere, når det kommer til andre familiebeslutninger. Hun kan med en styrket økonomisk position bedre presse på for, at hendes døtre skal gå i skole. Hun kan også få midler til at tænke på familiensundhed. Til at købe livsnødvendig medicin mod malaria og til prævention, som kan hjælpe til at bremse spredningen af hiv-smitte.
Mikrokreditter er selvsagt ikke nogen mirakelkur. De skal ikke tages for mere, end de er - et praktisk skridt til at skabe bedre vilkår for de fattigste. Det kræver helt andre løsninger, hvis der skal gøres op med problemer som korruption, dårlig uddannelse, mangelfuld infrastruktur og begrænset markedsadgang. Alle disse ting gør det svært at drive privat virksomhed i mange udviklingslande.
Men mikrokreditter kan sætte de fattige i stand til selv at bryde ud af fattigdom. For små omkostninger kan de fattige gives muligheder for at forfølge deres iværksætterideer. Det er en rigtig god form for hjælp til selvhjælp.
Da FNs generalsekretær for en måned siden lancerede et særligt mærkeår for mikrokreditter sagde han, at mikrokreditter skal ses som et våben mod fattigdom og sult. Mikrokreditter gør det muligt at se de fattige som en del af løsningen og ikke som et problem.
Vi skal selvfølgelig ikke ud med danske skattekroner og forvalte små lån. Den danske stat skal ikke til at yde lån på 500 kr. til borgere i Tanzania. Det vil ikke give mening. Vi skal i stedet støtte lokale kommercielle banker og små andelskasser. Der skal sættes projekter i gang, som efter nogen tid kan klare sig selv.
Vi skal hjælpe bankerne til at udvikle deres låneprodukter. Vi skal gøre det forrentningsmæssigt interessant at give lån til de fattigste. Et lille lån til en bonde eller håndværker i dag er forudsætningen for at få større og mere rentable kunder i fremtiden. For ofte tænker bankerne for kortsigtet. Her kan vi hjælpe med dansk bistand. Vi kan sætte de lokale banker i stand til at tage en større og mere langsigtet risiko til fordel for de fattigste.
En af de ting jeg vil få set nærmere på er, om vi kan lave en garantiordning, hvor Danida kan gå ind og garantere for dele af risikoen ved mikrokreditter. Garantier vil kunne gøre det muligt at låne ud til lave rentesatser. Det vil kunne skabe bedre muligheder for fattige iværksættere.
Der er en række områder, hvor den danske støtte til mikrofinansiering kan øges.
I Kosovo vil vi i det nye år - som led i vor nærområdebistand - indgå en aftale med fire pengeinstitutter, der alle giver mikrokreditter. Over de næste par år vil de øge deres udlån med 50 mio. kr. Det vil skabe tusindvis af arbejdspladser. Der vil kunne gives lån til serbiske bønder, der vil levere mælk og til albanske mejerier, som vil forarbejde mælken. Jeg overvejer noget lignende i Serbien og Bosnien. Øget vækst, handel og økonomisk samkvem mellem minoriteterne er den bedste vej fred til fred i Kosovo og på Balkan. Mikrokreditter vil kunne spille en stor rolle.
Andre steder i verden er der tilsvarende muligheder. Ikke mindst i Afrika. Øget støtte til mikrokreditter er en del af regeringens nye Afrikapolitik, som blev fremlagt i december.
For at sikre, at alle gode forslag kommer frem, vil jeg i starten af 2005 indkalde til et seminar om mikrofinansiering. Mit mål vil være, at inddrage alle gode kræfter i Danmark, i civilsamfundet og i den private sektor. Det vil kunne sikre en stærk dansk profil.
Jeg vil tillige drøfte med nogle af de store private organisationer som Folkekirkens Nødhjælp og Røde Kors, om deres store korps af frivillige - og andre - kunne engageres i en kampagne for at få danskerne til at bidrage med en mikrokredit til en fattig afrikaner, der vil forbedre sin lod. Ikke som en nødhjælpspakke, men som en investering. "Giv en "hund" (hundredekroneseddel) til Afrika!"
Men et styrket fokus på mikrokreditter kan ikke stå alene.
Adgang til kredit afhænger også af mulighederne for at stille sikkerhed. Her er de fattige dårligt stillet. Ikke fordi de ikke råder over jord og bolig. Det gør mange af dem. Problemet er, at de ikke har papir på ejendelene. Deres hus og jord er passiv kapital, som ikke kan stilles som sikkerhed ved optagelse af lån. Der er alt for megen passiv kapital i udviklingslandene. Som i Østeuropa før Murens fald. Værdier for milliarder af kroner ligger hen uden af give afkast til de fattige ejere.
Passiv kapital skal gøres aktiv. Det forudsætter, at den private ejendomsret styrkes for almindelige mennesker.
Sammen med de andre nordiske udviklingsministre arbejder jeg på et initiativ til oprettelsen af en FN-kommission, som skal styrke de fattigstes rettigheder. En af hovedopgaverne for kommissionen vil være at foreslå praktiske skridt, der kan styrke de fattiges ejendomsrettigheder.
Den danske bistand skal bidrage til at sikre bedre vilkår for det private initiativ. Det er forudsætningen for vækst, som igen er forudsætningen for at begrænse fattigdommen.
Vi skal kræve - og bidrage til - at regeringerne fjerner det bureaukrati og den korruption, som er den allerstørste hæmsko for det private initiativ. Det tager i gennemsnit ti gange så lang tid at starte en virksomhed i et typisk udviklingsland, som det tager i Danmark!
Med vore privatsektorprogrammer skal vi forbedre virksomhedernes mulighed for at bruge deres stærkt forbedrede markedsadgang i Europa.
Og vi skal få landene til at åbne deres markeder for hinanden i nærområdet.
Hvad var det, der skabte det danske økonomiske mirakel for 150 år siden? Det var netop en kombination af bønder, der havde fået foden under eget bord med forbedrede lånemuligheder i andelkasserne og fælles investeringer i forædlingsvirksomheder!
Hvis vi kan få opgangen i Afrika til at ske med samme hast, vil det være et sandt mirakel, som også vil gavne den demokratiske udvikling. Demokratiet kan ikke eksistere uden en bred selvejerstand, der har noget at tabe og meget at vinde!
