Folkerettens grundlæggende krav til staternes indbyrdes optræden udtrykkes i begrebet territorialhøjhed, hvorefter stater kun er kompetente til at udfolde deres magtapparat, dvs. den lovgivende, dømmende og især udøvende magt i form af politi og militær, inden for deres eget territorium. Magtanvendelse over for andre stater er forbudt, medmindre det sker i selvforsvar eller efter bemyndigelse fra FNs Sikkerhedsråd.
Selv inden for sit territorium er en stat dog efter folkeretten underlagt visse begrænsninger i sin magtudfoldelse; fx nyder fremmede landes diplomater og statsskibe eksterritorialitet, og fremmede skibe har ret til uskadelig passage gennem søterritoriet.
De grundlæggende folkeretlige regler bygger på sædvaneret, som den har udkrystalliseret sig i staternes praksis gennem århundreder. Hertil kommer aftaler, normalt kaldet traktater, der er indgået direkte mellem to eller flere stater, samt den praksis, der har udviklet sig i internationale domstole og voldgiftsretter, især Den Internationale Domstol i Haag.
De Forenede Nationers pagt trådte i kraft den 24. oktober 1945. I FN-pagten ligger kimen til et internationalt samfund byggende på ”the rule of law”. Pagten kan ses som det internationale samfunds grundlov med Generalforsamlingen som et debatterende parlament, med Sikkerhedsrådet, der har regeringslignende træk, og med den dømmende magt repræsenteret af Den Internationale Domstol i Haag.
Generalforsamlingens beslutninger er ikke juridisk bindende for staterne. Det er til gengæld Sikkerhedsrådets beslutninger, men kun inden for det begrænsede område, der vedrører angrebshandlinger staterne imellem samt andre trusler mod freden. Hvad endelig Domstolen angår, er retsplejen frivillig i den forstand, at kun de stater, der udtrykkeligt har accepteret Domstolens myndighed til at dømme i mellemstatslige tvister, er bundet af en afgørelse fra Haag.
