Bestræbelserne på at skabe en international ramme om beskyttelsen af menneskerettighederne viderefører den udvikling, som inden for de enkelte stater har ført frem til formuleringen af de klassiske grundrettigheder for det enkelte individ - de borgerlige og politiske rettigheder.Blandt de borgerlige og politiske rettigheder er retten til liv, frihed og personlig sikkerhed, retten til retfærdig rettergang, ytrings-, forenings og forsamlings-frihed, religionsfrihed, respekt for privatlivet og familielivet. De borgerlige og politiske rettigheder tilstræber at fastlægge en rimelig balance mellem den private og statslige rådighedssfære i samfundet og fokuserer på individets frihed for indblanding fra statsmagtens side.
Vigtige trin i den nationale udvikling af disse rettigheder har været formuleringen af det britiske Magna Charta (1215), den britiske Habeas-Corpus-akt (1679), den amerikanske uafhængighedserklæring (1776) og den franske erklæring om menneske- og borgerrettighederne (1789) frem til de kataloger af friheds- og menneskerettigheder, som i dag indgår i de fleste staters forfatninger. De økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder - såsom retten til arbejde og beskyttelse mod arbejdsløshed, til uddannelse og deltagelse i kulturlivet, til en levestandard, der sikrer enhver sundhed og velbefindende, mad, klæder, bolig og lægehjælp - har deres plads side om side med de borgerlige og politiske rettigheder. Der er dog en vis forskel i sigtet med disse to kategorier af rettigheder.
De borgerlige og politiske stiller fortrinsvis krav til stats-magten om at afstå fra at blande sig i den enkelte borgers rådighedssfære. De økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder fokuserer især på krav til statsmagten om at træffe positive foranstaltninger til sikring af borgernes tryghed og trivsel.
Der er dog en tæt indbyrdes sammenhæng mellem de to typer rettigheder. Således må det f.eks. være en nødvendig forudsætning for fri deltagelse i kulturlivet, at dette kan udøves i overensstemmelse med retten til ytringsfrihed. FN's Verdenskonference i Wien i 1993 har da også fastslået, at menneskerettighederne er ligeværdige, udelelige, indbyrdes forbundne og indbyrdes uafhængige. Erfaringerne fra Anden Verdenskrig gjorde det klart, at respekten for menneskerettighederne ikke kan sikres alene indenfor nationalstatens ramme, men at en beskyttelse på internationalt plan er påkrævet.
FN-pagten fra 1945 gjorde respekten for menneskerettighederne i deres fulde omfang til en forpligtelse af international karakter. Det er nemlig et af de Forenede Nationers erklærede mål at ville styrke og fremme respekten for menneskerettigheder og fundamentale frihedsrettigheder (pagtens art. 1 pkt. 3).
Et af de første skridt til opfyldelse af dette mål blev nået den 10. december 1948 med vedtagelsen i FN’s Generalforsamling af Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. Den omfatter såvel de borgerlige og politiske som de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Verdenserklæringens bestemmelser er senere blevet udmøntet i en række folkeretligt forpligtende konventioner.I mange år var indsatsen for menneskerettighederne domineret af den kolde krigs fastfryste fronter, men med Berlinmurens fald i 1989 forbedredes mulighederne for et åbent samarbejde om menneskerettighederne. Samtidig afløstes øst/vest konfrontationen imidlertid af en Nord/Syd kløft i menneskerettighedsarbejdet.Med globaliseringens hyppigere og lettere kontakt mellem mennesker er det blevet nemmere at overvåge gennemførelsen af menneskerettighederne overalt i verden. Samtidig betyder den øgede kontakt, at folk i forskellige lande og kulturer nemmere og i stigende omfang får indblik i, hvordan livet leves andre steder og andre værdier og muligheder. Det er i sig selv positivt, men den øgede indsigt og mobilitet indebærer også en risiko for nye spændinger og kan øge polariseringen mellem forskellige kulturer mv.
Den endelige virkeliggørelse af menneskerettighederne er en lang proces. Forskellene i de enkelte staters sociale forhold, kulturtraditioner og politiske ideologier gør det vanskeligt at vedtage bestemmelser, der kan accepteres af alle. Og når det kommer til gennemførelsen i praksis, har der ofte vist sig problemer med staternes vilje eller evne til at respektere og gennemføre rettighederne. Du kan læse FN's verdenserklæring om menneskerettigheder her.Du kan læse de øvrige centrale FN-menneskerettighedskonventioner her.
