Der er økonomiske og politiske fordele ved international handel. De økonomiske gevinster ved handel opstår ved en bedre international arbejdsdeling og ressourceudnyttelse. Lidt forenklet drejer international frihandel sig ikke om at få en større bid af kagen. Det drejer sig om at gøre kagen større.
Lande, som har valgt en åben og udadvendt økonomisk politik, har erfaringsmæssigt klaret sig bedre end lande, som har forsøgt sig med en indadvendt politik, baseret på selvforsyning, beskyttelse af indenlandske virksomheder og protektionisme.
De væsentligste internationale handelsforhandlinger foregår i Verdenshandelsorganisationen, WTO, indenfor den såkaldte Doha-Runde. Forhandlingerne sigter på at lette verdenshandlen - til gavn for dansk økonomi, verdensøkonomien og udviklingslandene. International handel kræver rammer, der sikrer, at udviklingslandene kan klare sig og at deres udvikling aktivt fremmes.
Det er i alles interesse, at landene integreres bedre i verdensøkonomien, og får en mere fair andel af de økonomiske gevinster. International handel og økonomiske relationer er konfliktforebyggende. EU's tidligere handelskommissær, Pascal Lamy, har flere gange sagt det på den måde, at handel er fredsvåben.
Med økonomisk aktivitet og stigende velfærd bidrages til en positiv spiral. Det gælder også i verdens brændpunkter, hvor mere positive økonomiske udsigter kan lede udviklingen bort fra modløshed, fattigdom og grobund for terrorisme. Frihandel er dermed ikke bare et mål i sig selv, men et middel til at opnå større velfærd i bred forstand.