Historisk baggrund
Europarådet er et resultat af efterkrigstidens bestræbelser på at mindske de europæiske nationalstaters rivalisering og indbyrdes konflikter. Siden oprettelsen i 1949 har Europarådets kerneværdier været arbejdet for at fremme demokrati, retsstaten og respekten for menneskerettigheder. Under den kolde krig var samarbejdet i Europarådet begrænset til en kernegruppe af vesteuropæiske stater. Siden Berlin-murens fald har Europarådet fået en stadig vigtigere rolle i helingen af det europæiske kontinent.
Ved Europarådets oprettelse bestod organisationen af 10 medlemsstater. Frem til 1989 blev antallet af medlemsstater gradvist øget til 23. Siden 1989 er antallet af medlemsstater mere end fordoblet til 47. Senest er Montenegro blevet optaget i maj 2007, og i perioden 2002-2004 er Bosnien-Herzegovina, Serbien og Monaco blevet optaget. De nye medlemsstater er således langt overvejende nye demokratier fra Central- og Østeuropa. Belarus - hvis ansøgning indtil videre er suspenderet - venter nu uden for døren. Vatikanstaten er observatør.
Med sine 47 medlemsstater og en dagsorden, der sigter mod at understøtte og fremme Europas heling, kan Europarådet i dag betegnes som al-europæisk i sit sigte og i stigende grad politisk i sine virkemidler.
Danmark og de øvrige nordiske lande har en lang og solid tradition for en aktiv indsats i Europarådet. Denne indsats lægger særlig vægt på understøttelse og udbygning af kerneværdierne. Danmarks deltagelse involverer Udenrigsministeriet, en lang række andre fagministerier og de kommunale organisationer samt Folketingets partier, der deltager i arbejdet gennem Folketingets delegation til Den Parlamentariske Forsamlings sessioner.
Formål
Europarådets formål er i henhold til Statutten fra 1949, "at tilvejebringe en nærmere forening mellem dets medlemmer med henblik på at sikre og virkeliggøre de idealer og principper, som er deres fælles arvelod, og at begunstige deres økonomiske og sociale udvikling".
Den vigtigste grund til at oprette Europarådet var ønsket om at skabe et system af institutioner og procedurer, der på et folkeretligt grundlag skulle sørge for, at menneskerettighederne faktisk bliver overholdt, og at der om nødvendigt sker en tilpasning af lovgivning og praksis i medlemslandene.
Det første væsentlige resultat af arbejdet i Europarådet blev vedtagelsen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i 1950. Det nye heri var ikke bestemmelsen af menneskerettighedernes indhold, der på mange måder svarede til FNs Verdenserklæring om Menneskerettigheder fra 1948. Det nyskabende bestod i oprettelsen af et folkeretligt forpligtende beskyttelsessystem med Den Europæiske Menneskerettighedskommission og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol som centrale organer for modtagelse og behandling af alle sager om overtrædelse.
I det seneste årti har Europarådet engageret sig i emner, der står højt på den europæiske debats dagsorden. I 1992 vedtog Europarådet en Pagt om Regionale- og Mindretalssprog, og i 1995 blev Rammekonventionen til Beskyttelse af Nationale Mindretal vedtaget.
Europarådet yder således et vigtigt bidrag til afklaring af, hvordan man begrebsmæssigt, folkeretligt og politisk skal forholde sig til de mange forskellige mindretal, som historiens lange udvikling har efterladt på det europæiske kontinent.
I løbet af årene har Europarådet udvidet sit virkefelt fra arbejdet med menneskerettigheder til mange andre områder. Dette gælder samarbejde om retsvæsen, sociale rettigheder, lokalt selvstyre, beskyttelse af mindretal, naturbeskyttelse, kultur, undervisning samt sports- og ungdomsarbejde. Europarådet har frem til i dag udarbejdet 198 konventioner, og arbejdet med nye konventionsinitiativer fortsætter.
