LANDEFAKTA LIBANON

INDENRIGSPOLITISKE SITUATION
Landets officielle betegnelse er ”Republic of Lebanon”. Det politiske system hviler på forfatningen af 1926, "Den Nationale Pagt" af 1943 og Taif Aftalen af 1989 – der formelt afsluttede borgerkrigen. Libanon er en konfessionelt opbygget demokratisk parlamentarisk republik, hvor de mange forskellige trossamfund formelt er sikret deltagelse i det politiske systems magtstruktur og i administrationen, vægtet i forhold til den pågældende gruppes oprindeligt (1932) skønnede andel i den samlede befolkning. Parlamentets 128 medlemmer er ligeligt fordelt mellem kristne og muslimer. Endvidere er pladserne inden for begge religiøse grupper fordelt i overensstemmelse med de enkelte trossamfunds anslåede befolkningsandel. Parlamentsvalg afholdes hvert fjerde år. Næste parlamentsvalg i 2013. Frem til parlamentsvalget d.7. juni 2009 var stemmeretsalderen 21 år. En nedsættelse af stemmeretsalderen til 18 år blev vedtaget lige inden parlamentsvalget og forventes iværksat ved det kommende kommunalvalg i 2010.

I forlængelse af interventionen under borgerkrigen havde Syrien i årene 1976-2005 en stærk militær tilstedeværelse og stor indflydelse på den politiske udvikling i landet. Trods sikkerhedsrådets resolution 1559 besluttede parlamentet i september 2004 på syrisk foranledning at forlænge præsident Lahouds mandat med tre år. Kravet i resolution 1559 om syrisk tilbagetrækning fra Libanon blev imidlertid en samlende faktor for oppositionen, hvori især indgik partier fra de kristne maronittiske, sunni-muslimske og drusiske befolkningsgrupper.

I kølvandet på mordet på tidligere premiereminister Rafiq Hariri i 2005 opstod den såkaldte Cederrevolution, der resulterede i, at Syrien trak alle tropper ud af Libanon efter 30 års militær tilstedeværelse i landet. Ved parlamentsvalget i maj-juni 2005 vandt den antisyriske koalition et absolut flertal på 72 af parlamentets 128 pladser. Hizbollahs og Amals alliance fik 35 pladser, mens general Michel Aouns kristne Free Patriotic Movement tegnede sig for de sidste 21 pladser.

I juli 2005 dannede premierminister Fouad Siniora regering baseret på mandaterne fra den anti-syriske koalition (19 ministre) samt Hizbollahs og Amals shia-muslimske alliance (5 ministre). Sikkerhedsrådet besluttede senere i 2005 at iværksætte en international og uafhængig undersøgelse af mordet på Rafiq Hariri. Undersøgelsen pågår fortsat og har i perioder været blandt de vigtigste stridspunkter i den politiske kamp mellem blokkene i Libanon. Den Særlige Domstol for Libanon nedsat af FN, forventes at begynde indstævninger i 2010.
Den 7. juni 2009 blev der gennemført et relativt fredeligt parlamentsvalg i Libanon. Det var første gang i Libanons historie, at valget blev afholdt på en enkelt dag. Valgdeltagelsen blev på 52 %, hvilket var en betydelig fremgang fra valget i 2005, hvor 45 % deltog. En vestligt orienteret koalition, 14. Marts-koalitionen, anført af Rafiq Hariris søn, Saad Hariri, fik flest stemmer i parlamentet, ligesom de havde gjort i 2005, dog med et mandat mindre. Valgsejren var overraskende, da de fleste meningsmålinger havde peget på en valgsejr til oppositionen under ledelse af Hizbollah og den kristne ex-general Michel Aoun. Hariri blev efterfølgende udpeget til at lede regeringsforhandlingerne og med henblik på senere overtagelse af premierministerposten. Dette blev realiseret i november med afslutningen af lange og meget komplicerede regeringsforhandlinger. 5 måneder efter parlamentsvalget den 7. juni 2009 kom en ny libanesisk regering endelig på plads. Fordelingsnøglen blev 15 ministerposter til majoriteten, 10 til oppositionen og 5 udpeget af præsidenten. Hizbollah fik to ministerposter. Den første opgave for den nye regering, var at udforme et regeringsgrundlag for de næste fire år. Regeringserklæringen blev støttet af 122 ud af 128 medlemmer ved afstemningen i parlamentet 10. december 2009. Regeringserklæringen lægger op til en række hurtige tiltag, som vil forbedre de umiddelbare livsvilkår. Spørgsmålet omkring Hizbollah’s våben og status som modstandsbevægelse blev behandlet som ved tidligere regeringserklæring og drøftes i den genoptagede Nationale Dialog. Reformer på det økonomiske område, bl.a. privatisering af el og telekommunikationsområdet er et andet vigtigt område der blev behandlet.

SIKKERHEDSSITUATIONEN
I juli 2006 udbrød der en regulær krig mellem den libanesiske milits Hizbollah og Israel. Krigen resulterede i omfattende ødelæggelser af Libanons infrastruktur. Selv om der siden våbenhvileaftalen i august 2006 har været relativt ro på grænsen mellem Israel og Libanon, er situationen fortsat spændt.

I foråret 2007 udbrød kampe i den palæstinensiske flygtningelejr Nahr al Bared mellem den militante og al-Qaida-inspirerede gruppe Fatah al Islam og den libanesiske hær. Fatah al-Islam blev nedkæmpet, men på bekostning af en ødelagt flygtningelejr. 27.000 palæstinensiske flygtninge mistede dermed deres hjem. Lejren er nu under genopbygning
Efter halvandet års politisk dødvande udbrød der den 7. maj 2008 uroligheder og voldelige sammenstød mellem regerings- og oppositionsstøtter flere steder i Libanon. Urolighederne varede i en uge og resulterede i 80 døde og 250 sårede. Adgangen til Beiruts internationale lufthavn var spærret og udrejse via den nordlige og den østlige grænse mod Syrien var besværliggjort af kampe i områderne og vejspærringer. Urolighederne i maj 2008 førte dog til en genoptagelse af den nationale dialog, og det politiske dødvande blev endelig brudt ved en aftale indgået i Qatars hovedstad Doha den 21. maj 2008. Efter præsidentposten havde stået tom i et halvt år, blev daværende hærchef, Michel Suleiman, den 25. maj 2008 indsat som Libanons præsident.

Der er fortsat indimellem uro i flere af de palæstinensiske flygtningelejre i Libanon. I enkelte af disse forsøger al-Qaida inspirerede grupper at opnå fodfæste. Den palæstinensiske fraktion Fatah, der efter en aftale med den libanesiske regering formelt har kontrollen med lejrene, forsøger dog at bekæmpe disse tendenser.

Generelt er sikkerhedssituationen forbedret siden maj 2008 og kriminaliteten er lav.

MENNESKERETTIGHEDSSITUATIONEN
Ytrings- og pressefrihed er generelt respekteret i Libanon. Menneskerettighedssituationen er generelt forbedret siden den syriske tilbagetrækning i 2005. Demokratiske reformer vanskeliggøres dog af politisk ustabilitet, og korruption er udbredt. 2008 var præget af politisk vold herunder flere målrettede bombeeksplosioner. De palæstinensiske flygtninge i Libanon nyder ingen civile rettigheder og lever under dybt kritisable socioøkonomiske forhold. Der er 416.000 registrerede palæstinensiske flygtninge i Libanon, svarende til ca. 10 % af Libanons befolkning. Der er ca. 50.000 irakiske flygtninge i Libanon, der ikke kan opnå flygtningestatus. Libanon har ikke ratificeret FN’s flygtningekonvention fra 1951 og heller eller 1967-protokollen, der omhandler flygtninges status. Underbetaling og mishandling af gæstearbejdere er et stort problem i Libanon. Der er dødsstraf i Libanon for særlige forbrydelser. Ingen dødsstraffe blev dog eksekveret i 2007/2008. Justitsministeren har i oktober 2008 fremlagt forslag om fjernelse af dødsstraf. Der er dokumenterede eksempler på tortur af fængslede.

ØKONOMISK SITUATION
Efter kraftig vækst i de første år efter borgerkrigen indtrådte fra 1998 en periode med beskeden vækst. I 2004-5 var vækstniveauet igen oppe på 4-5 %, men den politiske ustabilitet efter Hariri-mordet og Syriens tilbagetrækning hæmmede den økonomiske fremgang, således at væksten i en periode var negativ, men i 2007 og 2008 igen blev positiv. I 2008 på 8 %. IMF forudser 7 % i 2009. Genopbygning efter krigen med Israel i 2006 pågår stadig. Turistindustrien, som er en landets vigtigste indtægtskilder, var hårdt ramt i 2005-7 pga. de mange politiske attentater og den usikre politiske situation. Det politiske kompromis, der blev indgået i maj 2008 banede vej for, at sommeren 2008 blev en forrygende sæson for turistindustrien og tal fra 2009 peger på, at 2009 bliver et rekordår. De udenlandske investorers vilje til at investere afhænger af, om der kan tilvejebringes den fornødne inden - og udenrigspolitiske stabilitet. Med den nye Hariri-regering på plads, ser det ud til at blive tilfældet. Som følge af lånefinansiering af genopbygningen efter borgerkrigen er Libanon stærkt forgældet med en statsgæld, der i dag udgør ca. 45 mia. USD, svarende til 160 % af BNP. Landet har desuden løbende stort underskud på handelsbalancen, høj arbejdsløshed og stor udvandring (betydelig brain drain). Libanon har en forholdsvis beskeden inflation på i dag ca.2-3 % og da den libanesiske valuta er bundet op på dollaren, er der også valutastabilitet.

Danmarks eksport til Libanon i 2008 var 446 mio. kroner.

UDENRIGSPOLITISK SITUATION
Efter 22 års besættelse trak Israel i maj 2000 sine tropper ud af Sydlibanon. Sydlibanon var i de følgende år præget af sporadiske sammenstød mellem Israel og Hizbollah, kulminerende med sommerkrigen i 2006. Israel besætter fortsat Shebaa Farms området og andre små områder i grænseregionen. Libanon har sagt, at det ikke indgår en fredsaftale med Israel med mindre det sker som led i større israelsk/arabisk fredsslutning.

Efter den israelske militære kampagne i Libanon i juli-august 2006, blev det en væsentlig udfordring for den libanesiske regering at sikre håndhævelsen af våbenhvilen og kravene i Sikkerhedsrådsresolution 1701 om udstrækning af regeringens kontrol med hele landet, herunder de Hizbollah-kontrollerede områder i Sydlibanon og Bekaadalen. En anden udfordring har været at etablere normale forbindelser med Syrien efter mange års syrisk dominans i Libanon. Der er i 2008 for første gang siden staternes oprettelse etableret diplomatiske forbindelser mellem Syrien og Libanon. Samtidig pågår der et arbejde med endelig at få demarkeret grænsen mellem de to lande.

Med Hariris besøg til Syrien, er der tale om yderligere et skridt i normaliseringen mellem de to historisk tæt forbundne lande.