BØNNER I FATTIGE EGNE

Af Birger Pedersen

Foto (på forsiden): Margarida Lima de Faria

Marama-bønnen, som kun findes i området omkring Kalahariørkenen i det sydlige Afrika, er omdrejningspunkt for et dansk, EU-støttet forskningsprojekt.

Målet er at skabe viden, der kan føre til udvikling af nye produkter af marama-bønner, som befolkningerne i Botswana, Namibia og det nordlige Sydafrika kan fremstille med simpelt udstyr og derefter sælge.

Produkterne kan have form af presset olie som olivenolie, proteinrigt marama-mel med lavt fedtindhold, ’mælk’ som sojamælk eller ristede marama-bønner som peanuts.

Administrativ koordinator af det 3-årige projekt, som begyndte 1. januar 2007, er lektor Åse Hansen fra Institut for Fødevarevidenskab på Det Biovidenskabelige Fakultet på Frederiksberg.

– Her på instituttet skal vi bl.a. undersøge bønnerne for de væsentligste indholdsstoffer inklusive E-vitamin, samt holdbarheden af de forskellige marama-produkter, der kan fremstilles ud fra bønnerne, fortæller Åse Hansen.

Marama-bønnerne findes kun i de sandede områder omkring Kalahariørkenen i Botswana, Namibia, og i det nordlige Sydafrika. Her har San-folket (tidligere buskmænd) traditionelt indsamlet bønnerne og primært anvendt dem til eget forbrug. Kun en meget lille del af dem er blevet solgt, da de ikke har haft afsætningskanaler for dem.

Bønnerne spises primært som ristede bønner, der fremstilles ved opvarmning af bønnerne i en gryde med sand, hvorefter de afskalles med en sten. Temperaturen under ristningen er meget vigtig for at bønnerne får den rette smag.

Skud på tre meter
Selve planten er en krybeplante med skud på op til tre meters længde. En enkelt plante kan fylde op til 100 kvm., og der går tre-fire år fra man har sået et frø til der kommer frø på planten.

Der er tale om en bælgplante med to frø, som hver er ca. to cm store. Frøene er omgivet af en meget hård frøskal. Planten har meget store rødder (rodknolde, som kan veje op til 150 kg.), som kan fungere som vandreservoir for planten, der tåler tørke, men som vokser meget langsomt.

De grønne umodne marama-bønner koges og spises. De kan også koges i så lang tid, at olien koges ud og lægger sig på vandoverfladen. Herefter kan olien så opsamles og anvendes til mad eller til at smøre huden med.

Frøene er meget næringsrige og indeholder 38 pct. fedt, 36 pct. protein, 23 pct. kostfibre og tre pct. mineraler.
Et marked for marama

Marked for marama
– I projektet har vi et tæt samarbejde med små og mellemstore virksomheder i Sydafrika, som giver os viden om mulighederne for kommerciel produktion og afsætning af marama-bønneprodukter. Det gør vi bl.a. ved at lave markedsundersøgelser i Sydafrika, så vi kan identificere potentielle markeder for produkterne, fortæller Åse Hansen.

Ud over dette er man i gang med at udvikle bedre og hurtigere metoder til selve afskalningen, ligesom forskerne sammen med lokalbefolkningen hele tiden arbejder på at optimere produktudviklingen og evaluerer produkternes kvalitet inklusive tekstur, aroma og smag samt optimere produkternes holdbarhed.

Desuden evaluerer forskerne de sundhedsmæssige fordele ved marama-bønnen og dens produkter via undersøgelser af den anti-mikrobielle aktivitet, af immun- og fysiologiske aktiviteter, antioxidant aktivitet, af direkte anti-HIV egenskaber og anti-carcinogen aktivitet i forskellige cancercelle-linier.

Der er desuden blevet udført socio-kulturelle undersøgelser i udvalgte by- og landområder i alle tre involverede lande for at undersøge, hvilken viden befolkningen har om bønnerne. I hovedstæderne i Namibia og Botswana samt i Pretoria i Sydafrika er der desuden udført forbruger-fokusgruppeundersøgelser i forskellige indkomstgrupper for at undersøge forbrugernes holdninger til marama-produkter.

Helbredsmæssige fordele
På forhånd havde forskerne en hypotese om, at spisning af marama-bønner og plantens roddele har helbredsmæssige fordele, og at San-folket og andre lokale indbyggere havde kendskab til disse fordele.

Diskussioner i fokusgrupperne samt diverse interviews afslørede da også, at de lokale kendte til bønnernes gode ernæringsmæssige egenskaber og at indtagelsen fik folk til at føle sig energiske, gav dem mæthedsfølelse, fik dem til at se sundere ud og fik folk til at tage på i vægt.

Sidstnævnte faktor er meget vigtig i et område, hvor mere end 20 pct. af den voksne befolkning er smittet med HIV, og hvor tilstrækkelig indtagelse af kalorier har indflydelse på bedre overlevelse.

Den lokale befolkning var delvist klar over bønnernes sundhedsmæssige egenskaber, idet nogle få hævdede, at både bønnerne og roden kunne anvendes til behandling af diarré, til at forbedre modstandsdygtigheden og som supplement til ammende mødre og fejlernærede børn.

Kultivering er nødvendig
Generelt værdsætter lokalbefolkningen marama-planterne som deres naturlige og kulturelle arv og var villige til – under forudsætning af at både know-how og teknisk og økonomisk støtte blev tilført - at dyrke planterne for at forbedre disses produktivitet, som formindskes af mangel på regnvand i plantens naturlige habitat.

Forskerne har også set på tilgængeligheden af planterne og her viser det sig, at man pt. kun kan udnytte en begrænset mængde planter. Sagen er den, at planterne i dag ikke vokser så mange steder som tidligere – dog har man fundet helt nye områder med marama-planter i Sydafrika, som ikke tidligere er registreret.

Årsagerne til den begrænsede tilgængelighed er mange. Specielt i Sydafrika er en del af de tidligere friarealer, hvor marama-bønnerne voksede, nu inddraget af farmerne og indhegnet, så de ikke længere er tilgængelige.

I Botswana anser nogle farmere planten for at være ukrudt og derfor ødelægger de plantens naturlige habitat. Tørke i området kan nedsætte udbyttet væsentligt, hvilket skete i 2006/2007. I visse situationer og områder er man derfor ude for, at den lokale befolkning skal rejse alt for langt for at få fat i bønnerne.

Forskerne er derfor enige om, at vejen frem for at kunne skabe en bæredygtig kommerciel produktion drejer sig om at øge troen på en kultivering af marama-planter. Man har derfor også holdt møde med Botswanas landbrugsministerium for at diskutere den nuværende anvendelse af og potentialet i marama-bønnerne for at få politikerne overbevist om marama-bønnernes værdi.

På mødet med landbrugsministeriet har man også diskuteret, hvordan San-folket kan sikres rettighederne til de vilde marama-planter, så de kan få glæde af en større udnyttelse af bønnerne.

Forsker fra Botswana tilknyttet
Foruden dette lobby-arbejde har forskerne i løbet af 2007 og 2008 undersøgt mulighederne for såvel en langt mere effektiv mekanisk afskalning af bønnerne som produktionen af marama-mælk, marama-olie, proteinholdigt marama-mel med lavt fedtindhold samt mulighederne for at optimere ristningsprocessen af nødderne.

– Projektet har indtil videre både øget bevidstheden om den ernæringsmæssige værdi og de sundhedsmæssige fordele ved at spise maramabønner, og det har også øget opmærksomheden omkring bønnerne som en værdifuld afgrøde, som kan være til stor hjælp som de lokales daglige levebrød, fastslår Åse Hansen.

For at understrege betydningen af marama-projektet har Botswanas Ministerium for Kommunikation, Videnskab og Teknologi bevilget penge til et fuldt 3-årigt PhD-studium på Det Biovidenskabelige Fakultet for Minah Mosele fra Botswana. Hun skal specielt forske i marama-bønnernes kulhydrater.

– Og det viser jo bare, at der ikke altid kun tilføres Afrika penge fra Danmark, men at der også betales penge den anden vej, siger Åse Hansen.

Birger Pedersen er journalist og cand. scient.

Læs mere om marama-bønnerne på www.marama.life.ku.dk