Gå til et af udenrigsministeriets netsteder

	Forside > Udviklingspolitik > Om udviklingspolitik > U-landsoplysning > Avisen Udvikling > Artikelbibliotek > Debat > VI BRUGER IKKE FOR MANGE PENGE PÅ AIDS - VI BURDE BRUGE FLERE

Artikelbibliotek

Abonner

Send

Lyt

VI BRUGER IKKE FOR MANGE PENGE PÅ AIDS - VI BURDE BRUGE FLERE

AF SØREN BRIX CHRISTENSEN, LÆGE OG FORMAND FOR LÆGER UDEN GRÆNSER I DANMARK.

Af Søren Brix Christensen

AFRIKA ER IKKE ved at blive ’oversvømmet’ af aids-medicin, tværtimod er der stadigvæk mange, der har brug for medicinen, som ikke får den. Og vi bruger heller ikke for mange penge på aids, fordi det er en menneskeret at modtage den behandling, der er tilgængelig for en alvorlig sygdom. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt andre indsatser er mere samfundsøkonomisk rentable.

Journalist Jeppe Villadsen rejser i en række artikler i det seneste nummer af Danidas avis Udvikling (nr. 4/2008) spørgsmålet, om man kan få for meget af en god ting, og om der bliver brugt for mange penge på hiv/aids indsatsen i forhold til andre sundhedsindsatser i Afrika. Ifølge de personer, som Villadsen har interviewet, er svaret et tydeligt ja. De udtaler sig nærmest i kor negativt om de indsatser, der bliver udført gennem f.eks. Global Fund og PEPFAR. Men det ville være katastrofalt ud fra disse udsagn at drage den konklusion, at man burde bruge færre penge på indsatsen mod hiv/aids.

10 millioner døde
For 10 år siden var der ingen, der troede, at det rigtig nyttede at give behandling til hivpositive mennesker. Over 10 millioner mennesker døde, fordi vi kom for sent i gang med indsatsen. Gennem store fortaler-indsatser internationalt, bl.a. for at få nedbragt prisen på medicin samt store indsatser nationalt og lokalt, er det mellem 2003-2005 lykkedes at redde livet på over 350.000 mennesker. I dag er over to millioner mennesker rundt om i verden i behandling dagligt – så der er noget, der fungerer. Men med en så stor indsats iværksat på så kort tid er styringsproblemer næsten uundgåelige, og det er den udfordring, vi bør tage fat på.

Der er stadig mindre end en tredjedel af de knap 10 millioner mennesker i udviklingslandene, som har brug for antiretroviral medicin (ARV), der har adgang til den. Læger uden Grænsers sygeplejersker og læger melder fra vores klinikker i felten, at der er brug for en større global indsats. I vores venteværelser i Afrika har vi stadigvæk fem millioner hivpositive mennesker, som alle her og nu har brug for behandling.

Næst efter nedre lungeinfektioner er aids den sygdom, der dræber flest mennesker – 2,5 millioner sidste år. Tuberkulose (TB) dræbte 1,7 millioner og malaria mere end 1 million. Sygdommen aids er i sin natur uløseligt forbundet med andre sygdomme, fordi hivvirussen angriber immunforsvaret. Derfor er kampen mod hiv og aids ofte en forudsætning for at komme andre sygdomme til livs.

Det er som så ofte ikke et spørgsmål om enten-eller men om både-og. Mennesker, der lever med hiv, er op til 50 gange mere udsatte for at udvikle tuberkulose end hiv-negative personer. De, der udvikler TB, bør behandles både med ARV og med tuberkulose-medicin, mens alle hiv-positive ifølge WHO burde modtage forebyggende TB-medicin. Eller for at tage et andet eksempel: For at nedbringe dødeligheden hos kvinder i udviklingslandene er det essentielt at udbyde konsultationer til gravide og nybagte mødre samt at tilbyde fødselshjælp. Gennem disse ydelser kan man samtidig mindske risikoen for at hiv-smitte overføres fra mor til barn.

Mangelfulde sundheds-væsener
At sundhedsstrukturerne er mangelfulde og ressourcesvage de fleste steder i Afrika, er ikke nogen nyhed. Læger uden Grænser har i lang tid påpeget manglen på sundhedspersonale i de lande, hvor sygdommen hærger. Vores arbejde i blandt andet Sydafrika og Malawi viser, at der er et enormt behov for at uddanne flere læger og sygeplejersker, og styrke de sundhedssystemer, som skal forebygge, teste, rådgive, behandle og følge op. Som artiklerne i Udvikling også nævner, er f.eks. kun 12 pct. af befolkningen i Uganda indtil videre testet for hiv.

Naturligvis bør de forskellige organisationer og donorer koordinere deres indsatser, og naturligvis bør man integrere indsatserne i de nationale og lokale sundhedsstrukturer, hvor det kan lade sig gøre i stedet for at opbygge parallelsystemer. Det er selvfølgelig også problematisk, når indsatsen mod hiv og aids kommer til at overskygge andre sundhedsproblemer, og det er spild af ressourcer, når man ikke har sikret den logistiske kæde, så ARV-medicin bliver forældet inden den når ud til brugerne.

Men det betyder ikke, at der ikke er brug for en fortsat massiv indsats mod hiv og aids. Vores indsats skal gå på to ben – vi skal forebygge sygdommen, og vi skal respektere de hiv-smittedes grundlæggende ret til at få livsforlængende medicin.

Redigeret 8. juli 2008