Den indenrigspolitiske situation:
Elfenbenskysten har siden 2002 har været plaget af væbnet konflikt og en række fejlslagne mæglingsbestræbelser. Etniske og politiske spændinger tog til igennem den sidste halvdel af 1990-erne, hvor Henri Konan Bédié var præsident. Dette resulterede i 1999 i et kup under ledelse af General Robert Gueï, som udskrev valg i 2000. Optakten til valget var præget af skærpelsen af reglerne for valgbarhed således at kravene til etnicitet blev skærpet, hvilket de facto afskar en populær kandidat, og tidligere premierminister under Bedie, Alassane Ouattara fra at stille op til valget. Efterfølgende blev alle præsidentielle kandidater bortset fra Robert Gueï og Laurent Gbagbo diskvalificeret af højesteret. Gbagbo blev, efter forsøg på valgsvindel af modkandidaten Gueï, udråbt som vinder af valget. Tilhængere af Alassane Outtara nægtede at anerkende valget som gyldigt, hvilket førte til voldelige sammenstød med militæret og tilhængere af Gbagbo. På trods af et nationalt forsoningsmøde i 2001, førte etniske og politiske spændinger til, at Elfenbenskysten i september 2002 blev kastet ud i en borgerkrigslignende konflikt, da militære mytterister og modstandere af den daværende regering tog kontrollen over den nordlige del af landet. Siden 2002 har konflikten i Elfenbenskysten delt landet i to. Den regionale samarbejdsorganisation for Vestafrika (ECOWAS) har sammen med Frankrig spillet en central rolle som mægler i konflikten, som i 2003 udmundede i dannelsen af en samlingsregering anført af Gbagbo som præsident samt Linas-Marcoussis-fredsaftalen af 24. januar 2003, som siden hen er endosseret af det internationale samfund. Fredsaftalen førte til optøjer blandt den siddende regerings tilhængere, der mente, at den var udtryk for fransk neokolonialisme, og oppositionen trak sig ud af regeringen i 2004. De stridende parter indgik i juli 2004 Accra III aftalen, der omfattede en genetablering af samlingsregeringen, en tidsplan for den fulde implementering af Linas-Marcoussis-aftalen samt øgede beføjelser til premierministeren. På trods af FN’s (UNOCI) og Frankrigs tilstedeværelse med i alt ca. 11.000 mand blev våbenhvilen brudt, da regeringen angreb oprørsstyrker i nord i slutningen af 2004. Ultimo 2006 indledte præsident Gbagbo imidlertid direkte dialog med Guillaume Soro, faciliteret af Burkina Fasos præsident Compaoré, der var formand for ECOWAS. Under den sydafrikanske præsident Mbekis medvirken resulterede forhandlingerne den 4. marts 2007 i Ouagadougou-aftalen, som - iht. FN-resolution 1721 - bl.a. indeholder retningslinjer for valgprocessen, herunder statsborgerspørgsmålet, integrering af sikkerhedsstyrkerne og programmet for demobilisering, afvæbning og integration. Fredsaftalen er efterfølgende tiltrådt af ECOWAS, AU, FN’s Sikkerhedsråd og Frankrig. Samtidig aftaltes det at etablere en ny overgangsregering med oprørslederen Soro som premierminister i landet. Præsident Gbagbo fortsætter på præsidentposten. Det blev besluttet at tage skridt til at nedlægge sikkerhedszonen og at anmode FN-styrkerne under UNOCI om gradvis udfasning. Problemer med afvæbning og identifikation af oprørere har dog ført til, at FN-styrkerne flere gange har fået forlænget deres mandat. Senest er UNOCI forlænget frem til udgangen af juni 2009. Den oprindelige tidsplan udarbejdet i Ouagadougou-aftalen forudså afholdelse af valg indenfor 10 måneder. Denne tidsplan er dog siden blevet ændret flere gange således, at planen nu er at afholde valg i maj 2009. Den økonomiske situation:
Elfenbenskysten var inden den væbnede konflikt en økonomisk faktor i regionen med mange internationale virksomheder og mange gæstearbejdere fra nabolandene. Konflikten har ødelagt økonomien, øget fattigdommen og gjort mange personer fra landet og regionen arbejdsløse. Landet har derfor nu behov for støtte til genopbygning for at overvinde følgerne af konflikten. Et kortvarigt økonomiske opsving i midten af 1990’erne stoppede i 1999, da EU, Verdensbanken og Frankrig standsede deres bistand til landet i forbindelse med den politiske krise, og landet har siden befundet sig i en økonomisk krise. I februar 2002 blev samarbejdet med EU genoptaget for at fremme en demokratisk proces. Verdensbanken genoptog i en periode sin bistand til Elfenbenskysten, men indstillede den igen i 2004 efter at landet havde undladt at betale sine afdrag til banken. I marts 2008 blev bistanden dog genoptaget, efter at det lykkedes for Elfenbenskysten at betale sine afdrag. IMF suspenderede ligeledes sit program i 1999 på grund af mistanke om misbrug af midlerne men genoptog i 2002 støtten. IMF og Verdensbanken har desuden vurderet at Elfenbenskysten principielt kvalificerer til gældeftergivelse under HIPC-initiativet (Heavily Indebted Poor Countries). En endelig afgørelse forventes før 31. marts 2009. Regeringen håber, at den igangværende offshore olieefterforskning vil øge landets olieproduktion fra 33,000 tønder om dagen til 200,000 tønder om dagen i 2009. På trods af øget olieeksport er forventningerne til væksten i BNP moderate, idet der kun forventes svag stigning i væksten fra 2,8 % i 2008 til 3,1 % i 2009 som følge af den endnu ikke opbyggede private sektor. Den udenrigspolitiske situation, herunder samhandel:
Elfenbenskysten har traditionelt været anset som en stærk spiller i regionen. Før krisen i 1999 optrådte Elfenbenskysten pragmatisk i de fleste udenrigspolitiske sammenhænge. Efter militærkuppet i september 2002 og de efterfølgende borgerkrigslignende tilstande beskyldte præsident Gbagbo Burkina Faso for at støtte oprørerne, hvilket siden har præget de mellemstatslige relationer. Forholdet til Frankrig præger fortsat den politiske, sociale og økonomiske udvikling samt udenrigspolitikken. Landet har en vigtig rolle i forhold til regional stabilitet og udvikling, da de fleste af Elfenbenskystens naboer har været berørt af konflikten i form af flygtningestrømme, ændrede handelsveje etc. Derfor har den seneste fredsaftale en stor regional betydning. Danske indsatser i Elfenbenskysten og regionen:
Danmark bevilgede i 2005 30 mio. kr. til UNDP i Elfenbenskysten over en treårig periode (2005-07) til afvæbning og demobilisering af tidligere kombattanter samt reintegration og genopbygning. Det er forhåbningen, at fredsaftalen vil skabe rammerne for, at gennemførelsen af dette program nu kan komme i gang. Desuden er FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR) i 2005 blevet bevilget 15 mio. kr. til indsatser i Vestafrika. I Elfenbenskysten støtter UNHCR især tilbagevendte flygtninge og internt fordrevne med reintegrationsaktiviteter. På samme måde støtter Danmark fred og stabilitet i Vestafrika gennem Afrika-programmet for fred. I programmet er der afsat 66 mio. kr. over fem år (2004-09) til at støtte ECOWAS fredsbestræbelserne inden for konfliktforebyggelse, etablering af en vestafrikansk beredskabsstyrke, regional gennemførelse af NEPAD-initiativer samt støtte til samspil med civilsamfundsorganisationer, der arbejder inden for samme område. Links af interesse: Det Danske Generalkonsulat i Abidjan: E-mail: ivolintopsec@maersk.com (Sprog: Fransk)
