Indenrigspolitisk situation Sydafrika er en demokratisk republik. De nuværende rammer for Sydafrikas demokrati blev etableret ved vedtagelsen af den sydafrikanske forfatning i maj 1996. Forfatningen regnes for en af verdens mest moderne, der udover civile og politiske rettigheder også sikrer en række centrale sociale og økonomiske rettigheder, herunder blandt andet retten til uddannelse og sundhed. Det sydafrikanske Parlament består af Nationalforsamlingen med 490 medlemmer og Det Nationale Provinsråd med repræsentanter fra de ni provinser. Sydafrika har gjort store politiske og økonomiske fremskridt siden partiet African National Congress (ANC) overtog magten efter det første demokratiske valg i 1994. Sydafrikas seneste demokratiske parlamentsvalg blev afholdt den 22. april 2009 og blev af internationale observatører betegnet som frit og retfærdigt. ANC fik 65,9 % af de afgivne stemmer, hvilket svarer til 264 pladser i Nationalforsamlingen. ANC’s præsident Jacob Zuma blev indsat som Sydafrikas præsident den 9. maj 2009 og afløste således nyudnævnte vice-præsident Kgalema Motlanthe, som midlertidigt blev indsat som landets præsident den 25. september 2008 efter Sydafrikas daværende demokratisk valgte præsident Thabo Mbeki trådte tilbage før tid. Udnævnelse af den nye regering i Sydafrika fandt sted den 10. maj 2009. Thabo Mbeki’s tilbagetrædelse efterfulgte en hektisk periode i ANC’s historie. Ved ANC’s 52. nationale konference i december 2007 blev den daværende vicepræsident Jacob Zuma, især med opbakning fra ANC’s venstrefløj - Sydafrikas Kommunistparti og den magtfulde fagforening COSATU, valgt til ANC-præsident i kampvalg med Sydafrikas tidligere præsident Thabo Mbeki. Det blev startskuddet til en omfattende kamp om magten i ANC – og dermed landet - og en begyndende splittelse af ANC i to partier. Efter Mbekis tilbagetræden valgte Mbeki-støtter i ANC at danne et nyt politisk parti ”Folkekongressen” (COPE). COPE fik dog ikke det parlaments- og provinsvalg, som det havde håbet på med kun 7,42 % af stemmerne på nationalt plan. Partiet blev dog imidlertid det største oppositionsparti i fem af Sydafrikas provinser. På nationalt niveau bibeholdte Demokratisk Alliance (DA) rollen som det største oppositionsparti med 16,66 % af stemmerne, hvilket i høj grad skyldes, at partiet vandt regeringsmagten i den økonomisk stærke Western Cape-provins. Den politiske udvikling i Sydafrika i 2008 med fjernelse før tid af præsident Mbeki og valget af Jacob Zuma som Sydafrikas præsident har givet anledning til bekymring over Sydafrikas fremtidige politiske og økonomiske kurs. Med valgene af den nye finansminister, Pravin Gordhan, og Trevor Manuel fortsat på en central økonomisk post, forudses det, at Sydafrika vil videreføre den tidligere stramme og ansvarlige økonomiske politik. Valget af den tidligere fagforeningsleder og aktivist, Ebrahim Patel, som ny minister for økonomisk udvikling, indikerer dog en mere protektionistisk linje end hidtidig, hvilket angiveligt vil betyde ændringer i den fremtidige økonomiske politik. Jacob Zuma var indtil kort tid før Parlamentsvalget i 2009 under anklage for blandt andet korruption, men anklagerne blev frafaldet af anklagemyndigheden, som mente, at der var dokumentation for politisk indblanding. Økonomisk situation Sydafrikas økonomi har traditionelt været baseret på landets store naturressourcer, men den største fremgang har de senere år været i servicesektoren, der i dag står for næsten halvdelen af Sydafrikas BNP. Sydafrika har eksempelvis verdens hurtigst voksende turisme-industri, der i øjeblikket udgør ca. 8 % af landets BNP og forventes at stige til 12 % i 2010. I perioden 1999-2007 oplevede Sydafrikas økonomi den længste periode med stabil vækst nogensinde. De seneste fire år på 5 %. Ikke desto mindre er Sydafrika det land i verden, der har de største sociale og økonomiske forskelle til trods for et velfungerende skattesystem. Næsten 13 % af befolkningen lever i den såkaldte ”første økonomi” med en europæisk levestandard, mens næsten 50 % af befolkningen lever i fattigdom som i andre afrikanske udviklingslande. 10 % af befolkningen tegner sig for 50 % af den samlede indkomst, mens 43 % lever under den nationale fattigdomsgrænse defineret som en årsindkomst svarende til DKK 2.000. Populært sagt har landet en økonomi på størrelse med Danmarks, dog med den forskel, at landets hvide befolkning - der er på størrelse med den danske og næsten har en tilsvarende levestandard – skal dele kagen med andre godt 40 millioner sorte og farvede. ANC-regeringerne har siden 1994 ført en konservativ økonomisk politik med vægt på makroøkonomisk stabilitet, finanspolitisk disciplin og fremme af udenlandske investeringer for dermed at sikre grundlaget for økonomisk vækst og skabe råderum for offentlige investeringer. Det er erklæret ANC-politik, at fattigdom skal bekæmpes ved at gøre kagen større og ikke ved at omfordele den eksisterende. Siden de første demokratiske valg i 1994 har der været gennemført en række forbedringer i levevilkårene for det store sorte befolkningsflertal gennem regeringens ambitiøse genopbygnings- og udviklingsprogrammer og gennem ’affirmative action’ programmer, hvor tidligere marginaliserede befolkningsgrupper tilgodeses. Det største program - Broad Based Black Economic Empowerment (BBBEE) - har til formål at sikre den sorte del af befolkningen en højere grad af deltagelse på arbejdsmarkedet og ejerskab af de økonomiske aktiver samt hæve den sorte befolknings uddannelsesniveau og kvalifikationer. Den økonomiske politik er blevet fastlagt gennem regeringsprogrammet ASGISA (Accelerated and Shared Growth Initiative for South Africa), som blev lanceret i 2006. ASGISA er i øvrigt udformet, så det også tjener til at indfri Sydafrikas forpligtelser i henhold til FN’s 2015-mål. Hovedformålet med ASGISA er at skabe bro mellem den formelle moderne økonomi og den marginaliserede fattige del af befolkningen og opnå en velfunderet og bæredygtig vækst på mindst 6 % fra 2009. Trods den mangeårige økonomiske vækst er arbejdsløsheden stadig høj. Mellem 24-40 % afhængig af om man kun regner med antal registrerede arbejdsløse. Manglende uddannelse, utilstrækkelig erhvervskompetence og arbejdsløshed er sammen med den høje grad af voldelig kriminalitet alvorlige problemer for landet. Hertil kommer, at Sydafrika siden slutningen af 2007 har befundet sig i en energikrise, hvor den offentlige energiproducent Eskom, der primært producerer energi på kulkraftværker, ikke har kunnet følge med efterspørgslen. Dette – koblet med den internationale finansielle og økonomiske afmatning - vil gøre det vanskeligere at nå de økonomiske målsætninger og har samtidig skabt et stort behov for vedvarende energikilder og energibesparende tiltag. Energiproblemet er midlertidigt løst ved at pålægge de store miner og andre storforbrugere af energi et loft for deres energiforbrug, men på længere sigt har regeringen anerkendt, at der bør ske en strukturel omlægning til en bæredygtig ”low-carbon” økonomi. Sydafrika er det land i verden med det højeste antal hiv-smittede. I 2007 blev det anslået, at 5,5 millioner mennesker levede med sygdommen, hvilket svarer til 18,8 % af befolkningen i aldersgruppen 15 – 49 år. De socioøkonomiske konsekvenser af HIV/AIDS epidemien er så omfattende, at de på langt sigt kan have drastiske konsekvenser for landets sociale og økonomiske grundlag. Regeringen godkendte i 2007 en National Strategisk Plan for bekæmpelsen af HIV/AIDS, som blev godt modtaget af civilsamfundet og offentligheden, og som man regner for et markant skridt i den rigtige retning til at få rettet op på situationen. Udviklingsbistanden til Sydafrika er vigende og udgør i dag omkring 1 % af det offentlige budget, om end den fortsat er vigtig på visse områder, herunder som katalysator. Sydafrika er selv en donor i dele af Afrika. Menneskerettigheder og korruption I den sydafrikanske forfatning er der sat en høj standard for beskyttelse af borgernes civile og politiske rettigheder. Sydafrika har ratificeret alle større internationale menneskerettigheds-konventioner og dermed styrket indsatsen for at beskytte og fremme menneskerettigheder i landet. Før 1994 var krænkelser af menneskerettighederne udbredt, men siden demokratiseringen af landet er antallet af krænkelser faldet betydeligt. Der rapporteres dog stadig jævnligt om tilfælde af politivold, tortur og om mennesker, der dør i politiets varetægt. Derudover er kriminaliteten i Sydafrika meget høj og ofte af en ekstrem voldelig karakter. Ifølge Transparency International var Sydafrika det 54. mindst korrupte land i verden i 2008, hvilket gør det til det 4. mindst korrupte land i Afrika. Sydafrika placerer sig dermed bedre på listen end nogle vesteuropæiske lande. Udenrigspolitisk situation Sydafrika har gennem et aktivt diplomati søgt at udnytte landets internationale prestige til at tiltrække handel og investeringer med henblik på dels at finansiere landets udvikling, dels at søge yderligere integration i det internationale politiske, økonomiske og finansielle system. Sydafrikas udenrigspolitik var under den tidligere sydafrikanske præsident, Thabo Mbeki, præget af en stærk afrikansk dimension under sloganet ’afrikansk renæssance’, hvilket understreges yderligere med initiativet ’The New Partnership for Africa's Development’ (NEPAD), foruden en aktiv rolle i Den Afrikanske Union (AU) og i Southern African Development Community (SADC). Sydafrika overtog det et-årige SADC-formandskab 1. august 2008. Sydafrika har desuden aktivt ladet sig inddrage i mæglings- og fredsbestræbelser i en række afrikanske lande, herunder DRC, Elfenbenskysten, Zimbabwe og Burundi. Et andet vigtigt element i Sydafrikas udenrigspolitik har været at styrke landets relationer til andre lande med samme udviklingsprofil som Sydafrika og andre udviklings- og mellemindkomstlande generelt. Det har blandt andet ført til et stigende politisk, økonomisk og handelsmæssigt samarbejde med lande som Indien og Brasilien (IBSA-samarbejdet). Sydafrika har endvidere et ofte meget omdiskuteret økonomisk- og handelsmæssigt samarbejde med Kina. I forbindelse med udnævnelse af ny regering den 10. maj 2009 skiftede Sydafrikas udenrigsministerium navn til ministerium for internationale relationer og samarbejde. Den nye minister, Mrs. Maite Nkoana-Mashabane, er et forholdsvist ubeskrevet blad i sydafrikansk politik. Det forventes, at Sydafrikas udenrigspolitik i højere grad vil prioritere en indenrigspolitisk dagsorden med større fokus på samhandel og regional sikkerhed. Europa er Sydafrikas største handelspartner både med hensyn til eksport og import, ligesom EU er den største donor i landet. Forholdet til Europa er godt, selvom potentialet næppe udnyttes fuldt ud. De seneste år har været præget af vanskeligheder på det handelspolitiske område, især for så vidt angår forhandling af ’Economic Partnership Agreements’ (EPA) mellem EU og SADC-landene (forhandlinger endnu ikke afsluttet; Sydafrika har ikke – som en række andre afrikanske lande - undertegnet en midlertidig EPA). Sydafrikas formandskab for SADC og ‘African Ministerial Conference on the Environment’ (AMCEN) betyder, at Sydafrika spiller en aktiv rolle i forhold til at koordinere og samarbejde med de øvrige afrikanske lande vedrørende klimaspørgsmål forud for FN’s klimatopmøde i København i december 2009 (COP15). Sydafrika er endvidere medlem af og huser sekretariatet for ”African Ministerial Conference on Housing and Urban Development” (AMCHUD), hvis hovedopgave er at bistå udvikling af billige og gode boliger til almindelige afrikanere samt udarbejde løsningsforslag til udfordringen med de hastigt voksende afrikanske storbyer. Den sydafrikanske samhandel med Danmark Siden 1992 har samhandlen mellem Danmark og Sydafrika været i vækst. Danmarks import fra Sydafrika har særligt de senere år været faldende, og fra 2006 – 2007 faldt den med 22 % til i alt DKK 1,2 mia. Eksporten til Sydafrika var i 2007 på DKK 1,442 mia., en stigning på 12,6 % i forhold til 2006. Danmarks største eksportvare til Sydafrika er medicinal- og farmaceutiske produkter samt maskiner og maskintilbehør til industrien. Det danske bistandssamarbejde med Sydafrika Gennem de seneste år har Danmarks udviklingsbistand til Sydafrika udgjort ca. DKK 150 mio. om året. Miljø- og energibistand har hidtil været det største indsatsområde. Det igangværende miljø- og energiprogram udløber i 2010 og andrager et samlet beløb på DKK 220 mio. Den danske bistand er under omlægning med en reduceret finansiel ramme og vil i fremtiden have tre primære fokusområder. Dels støtte til fremme af især den sorte befolknings deltagelse i erhvervslivet gennem ”skills development”, fremme af erhvervssamarbejde (B2B) samt anti-korruptionsindsatser til sikring af et bedre erhvervsklima. Dels miljø- og energiaktiviteter med fokus på bymiljø, vedvarende energi og energieffektivitet samt samarbejde om klimaforandringer. Det tredje indsatsområde vil fremover være bekæmpelse af vold mod kvinder og bekæmpelse af HIV/Aids. Endvidere yder Danmark støtte til regionale aktiviteter med udgangspunkt i Sydafrika, der skal fremme fred, stabilitet og økonomisk vækst i regionen. Den samlede danske bilaterale bistand til Sydafrika ventes at falde til et niveau på ca. DKK 25 mio. om året fra 2012. Cirka DKK 30 millioner forventes allokeret til regionale aktiviteter med udspring i Sydafrika. Den danske ambassade i Sydafrika: E-mail: pryamb@um.dk hjemmeside: www.ambpretoria.um.dk Andre nyttige links: Sydafrikas regering Danmarks Eksportråd Rejsevejledninger
