LANDEFAKTA TYRKIET

Indenrigspolitisk situation:
Styreformen i Tyrkiet er parlamentarisk demokrati. Det regerende parti er Retfærdigheds- og udviklingspartiet (AKP), ledet af Recep Tayyip Erdogan. AKP har siddet som regeringsparti siden 3. november 2002. Ved det seneste parlamentsvalg den 22. juli 2007 vandt AKP 341 af parlamentets 550 pladser. Dette er en nedgang på 24 pladser siden sidste valg i 2002. Nedgangen skyldes dog udelukkende Tyrkiets høje spærregrænse på 10%. Reelt set vandt AKP en jordskredsejr med 46,6 % af stemmerne, hvilket er en stigning fra sidste valg, hvor deres stemmeandel var på 34,4%. Partiet vandt ligeledes de tyrkiske lokalvalg den 28. marts 2004 med 42% af stemmerne på landsplan og fik flertal i 56 af Tyrkiets 81 provinser. Ved lokalvalget 29. marts 2009 blev AKP igen det største parti med 38.8 % af stemmerne, men valget var alligevel et nederlag for AKP og premierminister Erdogan, der på forhånd havde gjort valget til en tillidsafstemning om AKP-regeringen. Erdogan erklærede da også efter valget, at han ikke var tilfreds med valgresultatet. De to store oppositionspartier, CHP (Det Republikanske Folkeparti) og nationalistpartiet MHP (Partiet for National Handling) fik henholdsvis 23.2 % og 16.1 %, hvilket var et par procentpoints fremgang. I det sydøstlige Tyrkiet vandt det pro-kurdiske parti DTP (Demokratiske Samfundsparti) 98 borgmesterposter mod 56 i 2004. AKP kan anses for at være et konservativt reformparti. Partiet, der blev etableret i 2002, har islamiske rødder, men afviser dog selv enhver reference til at være ’islamisk-orienteret’. Den tyrkiske Forfatningsdomstol afsagde i juli 2008 dom i en lukningssag mod AKP, hvor AKP var anklaget for ”anti-sekulære aktiviteter”. Forfatningsdomstolens dom i sagen, hvor AKP blev frataget halvdelen af sit statstilskud, men ikke blev lukket, ses som en advarsel til AKP.

Udover AKP blev CHP ved valget i 2007 repræsenteret med 112 pladser i parlamentet på baggrund af en stemmeandel på 20,9%. CHP havde dog inden valget lavet en valgalliance med DSP (Demokratisk Venstreparti) for at undgå stemmespild. 13 DSP parlamentarikere har efter valget løsrevet sig, mens også andre medlemmer har forladt parlamentsgruppen, og CHP’s gruppe består derfor nu af 97 medlemmer. CHP blev stiftet i 1923 af Mustafa Kemal Atatürk og er dermed Tyrkiets ældste politiske parti. På den indenrigspolitiske scene bliver CHP generelt betragtet som socialdemokratisk, i dag anses CHP dog også for at være statsnationalistisk og strengt sekulært.

MHP blev, efter en valgperiode udenfor parlamentet, repræsenteret med 71 pladser i parlamentet på baggrund af en stemmeandel på 14,3. MHP ses som et konservativt og nationalistisk parti, der blev grundlagt i 1969 af den afdøde Alparslan Türkes, en oberst der var medvirkende til militærkuppet i 1960. Efter et dødsfald i parlamentsgruppen, er MHP nu repræsenteret af 70 parlamentarikere.

Udover AKP, CHP og MHP blev 26 uafhængige kandidater valgt til parlamentet. Af disse er 20 parlamentsmedlemmer gået i samarbejde og har dannet en partigruppe indenfor DTP, som er det pro-kurdiske Demokratiske Samfundsparti. Efter endt idømt politisk udelukkelse, har DTP fået endnu en parlamentarisk repræsentant, og gruppen har nu 21 parlamentsmedlemmer.

For at danne en partigruppe kræves mindst 20 parlamentsmedlemmer. Pr. 23. marts 2009 er der i det tyrkiske parlament fire partigrupper med særlige rettigheder AKP, CHP, MHP og DTP, 13 medlemmer af DSP, et medlem af BBP (Det Store Enhedsparti), et medlem af ÖDP (Friheds- og Solidaritetspartiet), samt 5 løsgængere.

Forfatningsmæssigt defineres Tyrkiet som en udelelig nationalstat, hvis befolkning uden undtagelse er tyrkere – ethvert forsøg på at opdele staten eller nationen ud fra sproglige eller etniske kriterier er forfatningsstridigt.

Landets politiske institutioner er grundlagt på baggrund af Kemal Atatürks forfatning fra 1924. ’Den store Tyrkiske Nationalforsamling’ sammensættes gennem almindelige valg hvert 5. år, hvori alle tyrkiske statsborgere over 18 år deltager med stemmepligt. Premierministeren kan ikke udskrive nyvalg før valgperiodens udløb, men parlamentet kan opløses gennem flertalsbeslutning eller under visse omstændigheder af præsidenten. Præsidenten vælges, efter forfatningsændringen af 21. oktober 2007, ved direkte valg og har en embedsperiode på 5 år med mulighed for genvalg én gang. Præsidenten er formand for Det nationale Sikkerhedsråd, er øverstbefalende for de væbnede styrker og har endvidere beføjelse til at udnævne premierministeren, udpege en række højere embedsmænd, dommere, etc. På lovgivningsområdet har præsidenten visse – især opsættende – beføjelser. Tidligere udenrigsminister Gül blev den 28. august valgt som Tyrkiets 11. præsident.

Premierminister Erdogan udnævnte ny regering den 29. august 2007. Erdogans politiske program var i første valgperiode især fokuseret på at forberede Tyrkiet på EU-medlemskab, og EU-reformprocessen har domineret den indenrigspolitiske scene de seneste år, om end der både op til valget og efterfølgende er blevet fokuseret mere på andre indenrigspolitiske spørgsmål. Regeringen har meldt ud, at der vil blive sat fornyet fokus på de politiske og økonomiske reformer, fordi det er i Tyrkiets egen bedste interesse også i forhold til EU-optagelsesprocessen.

Tyrkiet har siden december 2007 gennemført flere operationer i det nordlige Irak. Baggrunden for operationerne er, at Erdogan den 28. november 2007 autoriserede, at det tyrkiske militær kunne gennemføre grænseoverskridende operationer ind i det nordlige Irak, som en følge af gentagne PKK angreb ind i Tyrkiet fra det nordlige Irak. Siden har det tyrkiske militær gennemført flere luftangreb samt en større landoperation i februar 2008. Efter afslutningen af landoperationen er nålestiksoperationer mod PKK lejre i det nordlige Irak fortsat. Det tyrkiske parlament forlængede i oktober 2008 mandatet om, at der kan autoriseres operationer i det nordlige Irak med et år.
AKP-regeringen har i sommeren 2009 bebudet en række initiativer vedrørende den kurdiske befolkningsgruppes rettigheder. Initiativet, der endnu ikke er konkretiseret, går under betegnelsen ”den kurdiske åbning” eller ”den demokratiske åbning” og har givet anledning til omfattende politiske diskussioner og i medierne.

Økonomisk situation:
 Tyrkiet har siden begyndelsen af 1980erne ført en økonomisk politik, der skal modernisere, liberalisere og privatisere økonomien, som tidligere var hjemmemarkedsorienteret og præget af offentlig regulering. Den liberale politik har ført til høj økonomisk vækst, der imidlertid fulgtes af betydelig arbejdsløshed, underskud på statsbudgettet og inflation.

Tyrkiet indgik i maj 2005 en stand-by aftale, som afløser for aftalen fra 2000. Den nye aftale løber til 2008. Det overvejes for indeværende fra tyrkisk side, om man ønsker at indgå en ny stand-by aftale med IMF set i lyset af finanskrisen. Aftalen er ledsaget af makroøkonomiske mål om fortsat fald i inflationen, fortsat budgetoverskud samt en reduktion af den offentlige gæld. Aftalen indebærer desuden fortsatte strukturelle reformer af skattelovgivning, banksektor og social sikring, der vil skabe et yderligere attraktivt og stabilt marked for udenlandske investorer.

Aftalen om etablering af en toldunion mellem EF og Tyrkiet trådte i kraft pr. 31. december 1995. På kort sigt betød aftalen en mindre forringelse af Tyrkiets handelsbalance, om end omfanget heraf har været vanskeligt at fastslå i lyset af landets flerårige handelsunderskud. Allerede nu har Toldunionen imidlertid haft en positiv betydning for Tyrkiets eksport til EU-landene, der er Tyrkiets vigtigste handelspartnere – 48 % af Tyrkiets eksport gik til EU-landene i 2008.

Danmark eksporterede i 2008 for 4,3 mia. kr. til Tyrkiet, hvilket svarer til en stigning på 35% i forhold til 2007. De vigtigste danske eksportvarer til Tyrkiet var i 2008 kraftmaskiner og motorer (25%), samt malme og metalaffald (21%). Importen fra Tyrkiet faldt i 2008 med 4% i forhold til 2007, hvilket svarer til 5,4 mia. kr. De vigtigste importvarer fra Tyrkiet var i 2008 beklædningsgenstande og –tilbehør (53%). Den samlede handelsbalance viste dermed et tyrkisk handelsoverskud på 1,1 milliarder kr.
Ligesom mange andre lande er Tyrkiet blevet ramt af den økonomiske krise. I første kvartal i 2009 faldt Tyrkiets BNP med 13,8 % i forhold til samme periode i 2008. Den tyrkiske eksport er i de første seks måneder af 2009 faldet med 34 % og en række sektorer er hårdt ramt af krisen, og landet er reelt i teknisk recession. De seneste prognoser tyder på, at bunden er nået, men væksten i 2009 forventes samlet set at blive negativ.

Udenrigspolitisk situation:
Tyrkiet har orienteret sig mod Vesten siden statens etablering i 1923. Landet indtrådte efter 2. verdenskrig i en række vestlige samarbejdsorganisationer: I 1948 OECD, i 1949 Europarådet, i 1952 NATO, og i 1963 associering med EF. I 1987 søgte Tyrkiet om medlemskab af EF, og den 1. januar 1996 trådte toldunionen mellem EU og Tyrkiet i kraft. I 1999 blev Tyrkiet EU-kandidatland.

På EU-topmødet i København i 2002 blev det besluttet, at hvis Tyrkiet opfyldte de politiske Københavnskriterier, ville EU ufortøvet indlede tiltrædelsesforhandlinger med Tyrkiet. I Kommissionens anbefaling af 6. oktober 2004 anførtes, at Tyrkiet i tilstrækkelig grad opfyldte kriterierne, og Det Europæiske Råd besluttede i forlængelse heraf den 17. december 2004 at indlede optagelsesforhandlinger den 3. oktober 2005. EU besluttede dog på EU-topmødet i december 2006 ikke at åbne for forhandlinger på 8 kapitler indenfor forskellige politikområder, som følge af Tyrkiets manglende opfyldelse af Ankara-protokollen. Optagelsesforhandlingerne fortsætter på andre områder.

Tyrkiet har interesser - grundet dets geografiske placering - i en del forskellige regioner – Europa, Mellemøsten, Kaukasus, Centralasien og Balkan. Under koldkrigsperioden var Tyrkiets udenrigspolitiske interesser og ambitioner vendt i retning af Vesten, og landet var stort set afskåret fra det osmanniske imperiums traditionelle interesseområder. Efter den kolde krigs afslutning stod Tyrkiet som regional stormagt over for åbne konflikter i nærområdet. Den tyrkiske regering fører p.t. en udenrigspolitik, hvis mål er at styrke de politiske og økonomiske relationer til landets naboer og dermed sikre en stabil udvikling af regionerne omkring Tyrkiet.

I 1974 sendte Tyrkiet tropper til Cypern som en reaktion på det højreorienterede kup mod ærkebiskop Makarios i Athen og besatte den nordlige del af øen i et forsøg på at hindre øens sammenslutning med Grækenland og med henblik på at beskytte den tyrk-cypriotiske befolkning mod angreb fra græsk-cyprioterne. Denne aktion blev fra verdenssamfundets side anset som en invasion, og det tyrkiske nordlige Cypern nyder ingen international anerkendelse. På trods af forskellige forsøg er der endnu ikke fundet en varig løsning på Cypern-spørgsmålet. Den 24. april 2004 stemte tyrk-cyprioterne for FN’s generalsekretærs løsningsplan, mens græsk-cyprioterne stemte imod, og derfor trådte Cypern den 1. maj 2004 ind i EU som en delt ø.

Dansk bistand til Tyrkiet:
Tyrkiet er omfattet af Udenrigsministeriets Naboskabsprogram gennem et bilateralt program, der retter sig mod EU-forberedelse på menneskerettighedsområdet. Programmet udmøntes i to konkrete indsatsområder: bistand til udvikling af politiets overholdelse af menneskerettighederne og styrkelse af civilsamfundsorganisationer. For yderligere information om indsatsen i Tyrkiet henvises til Naboskabsprogrammets hjemmeside.