Udenrigsministeriet Publikations logo

Deklarationer om eksplosive-, giftgas- og dum-dum-projektiler

Horizontal linie

Forside | Indhold | Forrige | Næste


2. 1868 Skt. Petersborgdeklarationen (eksplosive projektiler)

Deklaration vedtaget i Skt. Petersborg den 11. december (29. 11.)
1868 om minimumsmål for eksplosive projektiler

Eftersom civilisationens fremskridt bør have den virkning så meget som muligt at mildne krigens rædsler;

og det eneste lovlige mål, staterne sætter sig under en krig, bør være at svække de fjendtlige stridskræfter;

og det for at nå dette mål er tilstrækkeligt at gøre det størst mulige antal mænd ukampdygtige;

og dette mål overskrides ved at anvende våben, som unødigt forstærker lidelserne hos de mænd, der sættes ud af kampen, eller som gør døden uundgåelig;

og anvendelsen af sådanne våben følgelig strider mod humanitetens love;

Så forpligter de kontraherende parter sig gensidig til i tilfælde af krig imellem dem at afholde sig fra at lade deres tropper til lands eller til vands anvende noget projektil, som er under 400 grams vægt og er enten eksploderende eller ladet med eksplosive eller brændbare stoffer.

De vil opfordre alle de stater, som ikke med delegerede har deltaget i overvejelserne i den internationale militære kommission i Skt. Petersborg, til at tiltræde nærværende overenskomst.

Denne overenskomst er kun bindende for de kontraherende eller tiltrædende magter i tilfælde af krig mellem to eller flere af disse; den får ikke anvendelse over for magter, der ikke har været med ved afslutningen eller har tiltrådt overenskomsten.

Den ophører ligeledes at være bindende fra det øjeblik under en krig mellem kontraherende eller tiltrædende magter, hvor en magt, der ikke er kontraherende eller har tiltrådt, slutter sig til en af de krigsførende magter.

De kontraherende eller tiltrædende magter forbeholder sig, hver gang der måtte blive formuleret et bestemt forslag under hensyn til de fremtidige forbedringer, videnskaben vil kunne indføre i troppernes bevæbning, da at forhandle yderligere for at hævde de principper, de har fremsat, og for at forlige krigens krav med humanitetens love.


3. 1899 Deklaration (giftgasprojektiler)

Deklaration vedtaget på den internationale fredskonference i Haag
den 29. juli 1899 angående forbud mod anvendelse af projektiler,
hvis eneste øjemed er at udbrede kvælende eller giftige luftarter

De undertegnede, befuldmægtigede for de ved den internationale fredskonference i Haag repræsenterede magter, behørig bemyndigede hertil af deres regeringer, besjælede af de følelser, der have fundet udtryk i Skt. Petersborg-deklarationen af 11. december 1868, erklærer:

De kontraherende magter forpligter sig til ikke at bruge projektiler, hvis eneste øjemed er at udbrede kvælende eller giftige luftarter.

Nærværende deklaration er kun bindende for de kontraherende magter i tilfælde af krig mellem to eller flere af dem.

Den skal ophøre at være bindende fra det øjeblik, da, under en krig mellem kontraherende magter, en ikke kontraherende magt måtte slutte sig til en af de krigsførende.

Nærværende deklaration skal ratificeres snarest muligt.

Ratifikationerne skulle deponeres i Haag.

De ikke undertegnende magter kunne tiltræde nærværende deklaration.

De ville i dette øjemed have at tilkendegive de kontraherende magter deres tiltrædelse ved en skriftlig notifikation, rettet til den nederlandske regering og af denne meddelt til alle de andre kontraherende magter.

Hvis det skulle ske, at en af de høje kontraherende parter opsagde nærværende deklaration, ville sådan opsigelse først få virkning et år efter, at skriftlig notifikation derom var rettet til den nederlandske regering og af denne straks meddelt alle de andre kontraherende magter.

Denne opsigelse skal kun få virkning i henseende til den magt, som har notificeret den.


4. 1899 Deklaration (dum-dum-projektiler)

Deklaration vedtaget på den internationale fredskonference i Haag
den 29. juli 1899 angående forbud mod anvendelse af dum-dum
projektiler

De undertegnede, befuldmægtigede for de ved den internationale fredskonference i Haag repræsenterede magter, behørig bemyndigede hertil af deres regeringer, besjælede af de følelser, der have fundet udtryk i St. Petersborg-deklarationen af 11. december 1868 erklærer:

De kontraherende magter forpligter sig til ikke at bruge geværkugler, der let udfolder sig eller fladtrykkes i det menneskelige legeme, såsom kugler med hårdt hylster, hvor hylstret ikke helt dækker kærnen eller er forsynet med indskæringer.

Nærværende deklaration er kun bindende for de kontraherende magter i tilfælde af krig mellem to eller flere af dem.

Den skal ophøre at være bindende fra det øjeblik, da, under en krig mellem kontraherende magter, en ikke kontraherende magt måtte slutte sig til en af de krigsførende.

Nærværende deklaration skal ratificeres snarest muligt.

Ratifikationerne skulle deponeres i Haag.

De ikke undertegnende magter kunne tiltræde nærværende deklaration.

De ville i dette øjemed have at tilkendegive de kontraherende magter deres tiltrædelse ved en skriftlig notifikation, rettet til den nederlandske regering og af denne meddelt til alle de andre kontraherende magter.

Hvis det skulle ske, at en af de høje kontraherende Parter opsagde nærværende deklaration, ville sådan opsigelse først få virkning et år efter, at skriftlig notifikation derom var rettet til den nederlandske regering og af denne straks meddelt alle de andre kontraherende magter.

Denne opsigelse skal kun få virkning i henseende til den magt, som har notificeret den.


Forside | Indhold | Forrige | Næste


Printvenlig version

Tekstsamling om humanitær folkeret under væbnede konflikter

Udenrigsministeriet
Juni 2004

Horizontal linie
© Udenrigsministeriet